Livstidsdomme

Tidligere blev tilværelsen ofte beskrevet i billedet af en livsbue, som man steg på i barndommen, udfordrede i ungdommen, erobrede fuldt i manddommen, for så atter at kravle ned fra ved alderdommens indtræden.

Barndom, ungdom, manddom, alderdom. Det var de fire stadier fra fødsel til grav. I dag er manddom forlængst erstattet med det kønsneutrale voksendom, det er jo interessant, der aldrig synes at have været en kvindedom! Men livsbuen findes stadig som en metafor på livets gang og cyklus.

Der er ingen tvivl om, at grænserne mellem disse fire aldersafsnit – de fire livstidsdomme kunne man spøgefuldt kalde dem – er anderledes end for 50 år siden. Ungdommens fase fylder mere i vor tid end tidligere, fordi vi uddanner os og dermed er socialt ubundne i længere tid end i industrisamfundet eller landbokulturen, hvor det gjaldt om at blive voksen i en fart. Alderdommen er vist også nærmest afskaffet! Der er i alt fald ikke mange, der identificerer sig med alderdom, næh, der er snarere en slags ny ungdom på spil efter arbejdsårene, hvor vi går nye veje. Nu skal der køres motorcykel, rejses og leves! Det er den i grunden ret positive holdning, moderne (velhavende) danskere har til den fjerde alder.

Birtha Dyrbye spørger til disse begrebers sproglige status. Hun fortæller, hun selv er pænt oppe i alderen, derfor vil hun gerne i munterhed vide, om der skulle være noget, der hedder olddom i sproget. Nej! Det er der mig bekendt ikke.

Men ellers er suffikset-dom ret anvendt i sproget. Vi kender det fra kristendom, helligdom, trældom, jødedom, fattigdom, rigdom, sygdom, visdom. Ordet eller suffikset er afledt af et oldnordisk og middelaldereuropæisk ord, der har betydet noget, der var gjort, en tilstand, beskaffenhed eller egenskab.