16. februar 2008
SPØRG BRITTA: Om skik og brug
Kære BrittaJeg undrer mig over, at også meget veluddannede mennesker i stigende grad bruger deres mobiltelefoner overalt. Ja, selv under private middage. Forleden havde vi besøg af nogle venner. Manden, der er midaldrende, sad med åben mobiltelefon og læste sms-beskeder under middagen. Er det mig, der er uhyggelig gammeldags, eller er dette ikke bare en ufattelig og usympatisk vane?
Venlig hilsen
Niels Dahl
Kære Niels DahlJeg synes bestemt ikke, du er uhyggelig gammeldags. For det er en forfærdelig uskik, at mange åbenbart efterhånden ikke kan undvære deres mobiltelefoni – også i situationer, hvor de burde være optaget af den samtale og det samvær, de har med andre mennesker.
Det er jo ikke kun under private middage, selv modne mennesker sidder og sms’er, undertiden under bordet, så de ikke tror, vi andre ser det. Men det foregår sandelig også i kirken under gudstjenesten, i skolen og på andre uddannelsesinstitutioner midt i undervisningen.
Men snakken i mobiltelefonen kan jo også være en pestilens for andre. Ikke alene fordi det er uhøfligt bare at snakke løs, mens man skulle være optaget af det, der sker omkring en, men også fordi man med sin snak kommer til at pådutte andre at overvære samtaler, som burde holdes i det private rum.
Selv oplevede jeg for en tid siden at åbne døren, da det ringede på. Udenfor stod den besøgende, som jeg ikke havde inviteret. Han havde et ærinde, men han havde ikke tid til at sige, hvem han var, eller hvad han ville, for da jeg åbner døren, står han på trappen vildt beskæftiget med at tale i mobiltelefon med den, der åbenbart havde ringet op, mens han ringede på. Den besøgende kunne ikke finde på at foreslå, at ringe op senere. Han snakkede bare løs. Der stod jeg og kunne bare vente, til det behagede den besøgende at fremføre sit ærinde over for mig.
Selv er jeg også ved at få svip, når jeg kører i toget. Forleden overværede jeg en meget ubehagelig og meget personlig mobilsamtale, som den, der sad og talte, åbenbart slet ikke registrerede ikke kom nogle andre mennesker ved. Hele kupeen sad ilde berørte.
Jeg ved ikke, om det er dig, der ”er uhyggelig gammeldags”, men jeg vil så tillade mig sammen med dig at slå et slag for en ordentlig opførsel, der blandt andet indebærer, at man slukker sin mobiltelefon, når man blandt andet er til privat selskab. Det er da for respektløst, at værtsparret måske i dage og timer har gået og glædet sig til den middag, de har inviteret til. De har købt ind, pyntet bord, gjort sig umage med en bordplan og lavet lækker mad, og så melder en eller flere af gæsterne sig helt ud af selskabet, fordi det er vigtigere, at han ikke går glip af, hvad der kommer på mobilen. Det er jo sådan set heller ikke videre høfligt over for den borddame, der må finde sig en anden samtalepartner eller må finde sig i den respektløshed, der ligger i at ignorere hende til fordel for sms-beskederne.
Moderne kommunikationsmidler er et gode. Men de bør bruges med respekt og omtanke, så de ikke generer andre, og så de ikke afskærer os fra almindeligt samvær og nærvær med andre mennesker.
De venligste hilsener
Britta Schall Holberg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad