"ingen" står der skrevet med småt og er kradset over med en hurtig kuglepensskrift på forsiden af Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman. Det kan man roligt spekulere over betydningen af, for i Marstrand-Jørgensens psykologisk nervepirrende roman er intet tilfældigt eller entydigt.

Elisabeth er en fotograf først i 40'erne, hvis psyke er ved at falde fuldstændig fra hinanden, fordi hendes journalistkæreste, Otto, som vistnok arbejder på en sag om organtyveri, tilsyneladende er forsvundet. At Elisabeths voksne datter har fundet en ny kæreste, som hun tager til Indien med, forøger også Elisabeths ængstelse. Derfor vandrer hun mere og mere stivnet rundt i sit hus.

Læseren får et klart hint om, hvilken metode man skal benytte for at forstå Elisabeths krakelering. For hun har en lettere humoristisk fantasi om en session med Freud, som ikke ved, hvad han skal stille op med hende. Men det er, fordi han ikke har det samme materiale som læseren. "ingen" er nemlig gennemsyret af poetiske forskydninger og fortrængninger, der gør læsningen til et fascinerende psykologisk og digterisk opdagelsesarbejde.

Jeg'et, Elisabeth, har det i stigende grad som en ingen, hvis eksistens er streget over. Marstrand-Jørgensen trækker læseren ind i Elisabeths klaustrofobiske rum, hvor paranoia, selvmordstanker, drømme og virkelighedsfragmenter hvirvler rundt – og pludselig sættes i relief af en døgnrapport fra lægevagten.

Indimellem er der små tegninger, og til tider breder de sig ind over de skrevne sider. Andre steder er Elisabeths tilintetgørende håndskrift ridset hen over de allerede trykte ord, eller der lægges et lag af trykt skrift hen over det første lag. Den dobbelte skrift udtrykker jeg'ets angst og forstærker desuden læserens usikkerhed om, hvad der egentlig sker, både på virkelighedsplanet og i Elisabeths tanker. De angstprægede overkradsninger skaber spænding i skriften og henviser til en dobbelthed i psyken. Den overstregede titel illustrerer ganske enkelt psykens selvmodsigende og selvudslettende måde at fungere på. Og romanen viser sig at være et komplekst sorg- eller frigørelsesprojekt.

Hen mod slutningen vendes vrangen nemlig ud af fortællingen, og en ny, opløftende historie stikker hovedet frem. Den handler ikke om, at Otto har forladt Elisabeth, men om, at Elisabeth ikke ønsker at være sammen med ham. Hun er imidlertid så viklet ind i ham, erotisk og mentalt, at bruddet river gamle sår op og kræver transplantationer i hendes psyke. Hun kæmper med en fortrængt aggression, når hun tumler med, hvem der er ingen, og hvem hun selv er.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gennemført et sitrende stykke digterisk sorgarbejde, som bliver et billede på psykens uregerlige og forunderlige måde at fungere på. Det er særlig smukt i disse lykkepilletider.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Ingen. 168 sider. 199 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk