Vi venter på hinanden – også selvom vi er sultne

– Jeg ved, hvad det handler om, siger Clara på fire år, mens hun åbner låget på sin madpakke og tager en pakke rosiner og en skrællet gulerod op.

– Det handler om at vente, til alle er klar. Bagefter venter vi, til alle er færdige. Der skal ventes meget. Og det er ret kedeligt. Men hvis man ikke gør det, er der nogle, der sidder helt alene, forklarer hun alvorligt.

Og det er bare en af de ting, som leder Kate Hommelgaard mener, at børnene får ud af den fælles spisning. Et andet og vigtigt element er den ro, der sænker sig over flokken, når de sætter sig for at spise sammen. Børnene skal ikke være stille. De må hellere end gerne snakke, grine eller lette deres hjerter, hvis de er kede af noget. Det er netop det der skal være plads til i løbet af frokosten.

– Men der er meget, der går stærkt i dag. Alting skal overstås hurtigt. Og her kan måltiderne give et afbræk, hvor der er tid og rum til at forholde sig til hinanden. Det er ikke kun vigtigt hjemme i familierne, men også vigtigt i institutionerne. Børn har ligesom voksne brug for at vende små og store ting i hverdagen. Og det tager tid, siger Kate Hommelgaard.

Spisetiderne skal dog ikke overholdes for enhver pris. Børn spiser nemlig meget forskelligt, lyder det fra lederen.

Arthur på fire år har brugt det meste af spisetiden på møjsommeligt at slikke leverpostejen af sine rugbrødsmadder. Det har taget tid, derfor er han langt fra færdig. Ved nabobordet er Clara imidlertid ved at blive lidt utålmodig. Hun har lukket madkasselåget og er klar til at begynde at lege igen.

– Det er klart, at de ikke skal sidde og vente i en uendelighed. Vi satser på en halvtimes fællesspisning, og så kan de første gå. På den måde tager vi højde for hurtigspiserne uden at hægte nogen af, siger Kate Hommelgaard.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk