Lad det blive det sidste bispevalg

Mon ikke det snart bør være sidste gang, en administrativ toppost i det moderne samfund besættes på den anakronistiske og undertiden pinagtige måde, som et bis-pevalg kan være. Vis mig hvor man ellers kun kan søge en stilling, hvis man kan få 25 mennesker – jeg havde nær skrevet uberygtede personer – til skriftligt at sige god for ens kvalifikationer.

Når ansøgerfeltet er på plads, starter en læserbrevskampagne for og jævnligt også imod den enkelte kandidat. Ofte er indlæggene præget af den særlige form for kollegialitet, der trives i kirkelige kredse, hvor næstekærligheden ellers burde være det fremtrædende træk.

Så kommer selve valget: Stiftets præster kan stemme. Biskoppen er jo, som det hedder, ”præsternes præst”. Men den overvejende del af vælgerne er menighedsrådsmedlemmer, der ret beset ikke har så meget at bestille med biskoppen. Det svarer til, at det skulle være skolebestyrelsernes medlemmer og skolelederne, der valgte den øverste kommunale embedsmand på feltet, og det ville måske endda forekomme mere rimeligt.

Jeg ser helt bort fra det aktuelle kaos ved optællingen af stemmerne i Roskilde. Det er trods alt en undtagelse, omend nok så beklagelig.

I dag er det næppe uden menneskelige omkostninger at stille op som bispekandidat. Det er ikke behageligt at blive ”malet i læserbrevsmøllen”, og det kan nok også sætte sine spor at føle vælgernes manglende tillid, når man ikke bliver valgt.

Men hvad kan der gøres? Der tales en del om at få ”frisk luft i folkekirken”. Det kunne blandt andet ske ved at opslå stillingen og gøre bispevalget til en ren ansættelse. Nedsæt et ansættelsesudvalg med en dommer som formand, et par medlemmer med teologisk kompetence og et par med administrativ. Tag medarbejderrepræsentanter med: en præst og en provst fra stiftet og et samarbejdsudvalgsmedlem fra stiftets administration. Lad udvalget vurdere, hvem der er den bedst kvalificerede og undlad at offentliggøre ansøgerfeltet. Anonymitet og redelighed i proceduren kan måske kalde flere ansøgere frem. Bagefter kan ”taberne” bedre leve med, at der blev lagt mere vægt på en anden ansøgers kvalifikationer end på ens egne.

Mon indsættelsen har den rigtige form? Udvendigheden og den megen håndspålæggelse hører næppe hjemme i en luthersk folkekirke, der ikke lægger vægt på den apostolske succession – altså det, at man ubrudt siden Peter rent fysisk har overført velsignelsen til sin efterfølger. Og mon det behøver at være majestætens kalender, der bestemmer datoen for festlighederne?

Jørgen Birkedal Nielsen,

Koldemosevej 17,

Sorø