Et lettelsens rum

Da han selv som ung var alvorligt syg, sagde han til Gud, at de to var færdige med hinanden. Han fyrede Gud flere gange, som han udtrykker det. Men Gud gik ikke sin vej. Gud blev, kunne Preben Kok mærke.

Siden har det for ham været et svar i sig selv at kunne råbe vreden ud. At forbeholde sig barneretten til at være vred på sin fader og lægge det ansvar ud til ham, som man ikke selv kan bære. Noget af det vigtigste i Preben Koks måde at give sjælesorg på er den lettelse, som det er ikke at skulle stå med ansvaret for at finde en mening i alting.

Lettelse er også nøgleordet i Runa Damsagers sjælesørgeriske arbejde. Hun har de sidste 25 år været hospitalspræst på Hvidovre Hospital, og det er netop lettelse, der er hendes kriterium for, hvornår sjælesorg har virket efter hensigten.

– Når jeg har et menneske til samtale, varer den sjældent meget mere end en time. Det giver tit sig selv, hvornår en samtale er slut, for jeg kan tydeligt mærke lettelsen hos folk. Både en træthed og en stor lettelse, siger Runa Damsager.

Efter en sjælesørgerisk samtale tilbyder hun ofte folk at bede for dem. Og det er der overraskende mange, der takker ja til. Også selvom samtalen slet ikke har handlet om tro. Sjælesorg behøver nemlig ikke handle om Gud. For Runa Dams-ager er sjælesorg i sit udgangspunkt, at en præst står til rådighed og lytter.

– Det er selvfølgelig også mit udgangspunkt, at jeg er en kristen præst og er parat til at tale om tro, men de mennesker, jeg taler med, kan sagtens være erklærede ateister eller folk, der bare ikke tror. I virkeligheden er det måske de fleste af dem, jeg taler med, der har det på den måde, fortæller Runa Damsager, der som hospitalspræst både taler med de patienter, der er døende, og dem, der venter på at blive raske og komme hjem.

– Vi taler om, hvad der sker i deres liv lige nu. Det er ikke sikkert, de ved, hvordan de har det, men vi kan tale om, hvad der sker lige nu. Det er egentlig meget ligetil. Jeg lytter til dem og prøver at finde ud af, hvordan deres situation påvirker deres syn på tilværelsen og fremtiden. Nogle har brug for at få vendt de tanker, man kan have, når man er døende. Andre har brug for at tale om deres sygdomsforløb. Syge mennesker tænker tit over, hvorfor det lige var dem, der skulle rammes. Der er også dem, der har været ude for en ulykke og har overlevet. I de tilfælde ser jeg det som min opgave at tale om, hvordan det har været at stå på gravens rand. Det er der ikke så mange pårørende, der vil gå ind i, for de glæder sig bare over, at deres slægtning overlevede. Men dér må en præst være uforfærdet, siger Runa Damsager.

Morten Skovsted, der har været sognepræst i Hjortshøj-Egå i 11 år, har som en naturlig og væsentlig del af sit arbejde også ydet sjælesorg, som han mener kan antage mange forskellige former. Fra det fysisk berørende som håndspålæggelse til det flygtige i en sms, som måske ikke engang bliver besvaret.

– Jeg har for eksempel været livline, hvor personen har kunnet sende en sms, når vedkommende havde brug for det. Da var det ikke så vigtigt med et svar som det, at der var nogen til at læse sms’erne, fortæller Morten Skovsted. For ham at se kan styrken i sjælesorg, der foregår over mail eller sms, være anonymiteten. Men nærheden og det intime er stadig helt centrale, især når der er noget stort på spil.

– Der sker nogle ting, når man sidder over for et menneske, fordi der opstår en gensidig forpligtelse, siger han.

I den modsatte ende af intimitetsskalaen ligger for eksempel sjælesorg i form af håndspålæggelse. Morten Skovsted har selv været den præst, som kirkegængerne kunne gå op til efter en gudstjeneste for at fortælle, hvad der nagede dem og få en velsignelse.

– Det var meget intenst, også for mig. Nærmest voldsomt, for jeg kunne mærke, at der skete noget med mig. Der var en intensitet og en intimitet og Guds nærvær i det, fordi det var sat ind i en liturgisk og rituel ramme, fortæller Morten Skovsted.

Han mener, at alle former for sjælesorg både har fordele og ulemper, men at intimiteten og forpligtelsen ved at være fysisk til stede sammen med et andet menneske er centrale elementer. I hvert fald, når det handler om de store og alvorlige problemstillinger.

– Når sjælesorg foregår over internettet eller via sms, mangler der den nærhed, der er til stede, når man sidder ansigt til ansigt med et andet menneske. Til gengæld er der en anonymitet i det, som kan være en hjælp for nogle, siger Morten Skovsted.

Hvad angår DR’s program ”Skriftestolen – et rum til sjælesorg”, mener han, at man skal tage ordene skriftestol og sjælesorg med et gran salt og være opmærksom på, at det også er markedsføring. For der er tale om et paradoks, når noget så intimt som sjælesorg bliver blotlagt for offentligheden.

– Men når det er sagt, så synes jeg også, det er interessant, at man tager noget af det mest intime og broadcaster det. Det er en del af den realityshow-kultur, der for nogle år siden fik os til at sætte mennesker sammen i et hus og se på dem. Da var vi inde i deres hjem. I et program som ”Skriftestolen” går vi det skridt længere, at vi nu vil ind i hovedet og sjælen på folk. Programmets paradoks er, at det er det generelle, der er interessant for seerne, ikke det helt personlige, mens styrken ved sjælesorg netop er det intime. Men tager man programmet for, hvad det er, nemlig eksistentielle samtaler med et vigtigt og interessant indhold, så er jeg ret begejstret for ideen om at fokusere på noget som sjælesorg i primetime, siger Morten Skovsted.

kirke@kristeligt-dagblad.dk