DET HAR VÆRET en barok affære at følge samfundsudviklingen i den seneste uge. Først var der anholdelsen af tre mænd med muslimsk baggrund for mordkomplottet mod en af Jyllands-Postens tegnere. I det første døgn stod tegneren som offeret. Han er blevet genstand for en muslimsk shariaafgørelse, der foreskriver, at man ikke må karikere islams profet Muhammed og forbinde ham med vold, og derfor er tegneren dømt – uden retssag – til at leve et liv i fredløshed, måske til sine dages ende. Et paradoksalt bevis på, at hans karikaturtegning var skinbarlig profeti. Men i løbet af bare et døgn blev offerrollen vendt på hovedet. To af de tre voldsmænd, som Politiets Efterretningstjeneste siger pønsede på mordet, blev udvist efter en administrativ afgørelse, altså dømt uden retssag ligesom tegneren. Men det kan man ikke, forlød det nu, og derfor er de to potentielle gerningsmænd gjort til ofre, der nu skal beskyttes af en højere grad af retssikkerhed.

SAMTIDIG MED, AT den nye Muhammed-krise tog form, begyndte grupper af unge indvandrere at hærge danske byer landet over. Ingen har endnu været i stand til at forklare endeligt, hvorfor de handler så voldeligt og ansvarsløst. Selv om de har brændt og smadret skoler og biler, drejer debatten sig nu om, at disse unge gerningsmænd ikke selv er ansvarlige for deres ugerninger, men derimod må anskues som ofre for det omgivende samfunds manglende evne til at gøre dem til ordentlige borgere. I denne offerkultur tænker man ikke på at yde sin pligt, men derimod på at nyde sin ret, og er man først offer, har man ret til at kæmpe med alle midler. De unge indvandrere og den dominerende danske offentlighed, der altid er klar til at søge ansvaret for tidens dårligdom hos offentlige myndigheders manglende indsats, har næsten haft held med at vende op og ned på offerrollen i denne sag.

Men inden det sker, må det være på sin plads at fastslå følgende: De virkelige ofre er den enlige indvandrerkvinde med børn, der fik sin bil brændt af på Amager ved København, og den ældre, gangbesværede dame, hvis invalidebil blev smadret, og de mange børn og unge, hvis skolegang er besværet på grund af nedbrændte klasseværelser. Der er formentlig ingen tvivl om, at mange af disse unge gerningsmænd føler et mentalt armod og en afmagt. De har ikke haft ordentlige forældre, der har givet dem retning i livet, og de er alt for ofte blevet mødt af et eftergivende dansk socialvæsen, der aldrig for alvor har syntes, at det tog noget af værdigheden fra dem at sætte dem på offentlige ydelser. De er blevet bildt ind, at de er ofre, og dermed har de lært at kræve deres ret, men ikke at gøre deres pligt. Integration af indvandrere er et beviseligt vanskeligt anliggende, men at gøre de hærgende bander til ofrene i denne sag er at vende virkeligheden på hovedet.

bjer