Pæredansk

Nej, udtrykket pæredansk har intet med pærer at gøre. Forstavelsen eller suffikset pære- bruges i andre sammenstillinger. Noget kan være pærelet eller pærenemt, og hvis folk er pærefulde, gør de ofte noget pæredumt.

I sin bog om Ludvig Schrøder skriver ærkegrundtvigianeren Holger Begtrup om sin hovedperson, at han var kendt som pære-grundtvigianer. Gustav Wied, den gamle knagsted’ianer, skriver et sted om én af sine personer, at han så pærehenrykt ud, når han snorksov, og det er ikke pænt ment fra Wieds side!

Martin Andersen Nexø skriver i ”Ungdomsår” om pærevanvid som noget, der var umuligt at gennemføre. Oehlenschlæger siger et sted ”Af moraler er stykket pærefuld”, så her menes der næppe beruset, mens fru Heiberg et sted i sine erindringer mener, folk er pærefulde af forfængelighed.

Grundtvig kunne jævnføre det utyske med det pæredanske, mens H.C. Andersen til gengæld om laserne erklærede, at pæredansk var den ene, ravnorsk den anden. Collin kunne bedre lide brave tyskere end de pæredanskes bornertheder.

Jo, forstavelsen er pærealmindelig, og den har ikke noget med frugterne at gøre. Præfikset er et forstærkende udtryk, ligesom rav-, smadder-, skide-, ærke- og lignende, der vel nærmest betyder helt og holdent eller fuldstændigt. Præfikset pære- anses for at være en omskrivning eller forvanskning af det latinske pure, der egentlig betyder ren eller fuldstændig, jf. engelsk pure. Der findes et ældre udtryk: det pæreste pøjt, som betød det reneste vrøvl, og det er formentlig herfra, pærebetydningen i moderne dansk kommer.