DET ER EN indre logik i en række religiøse bevægelser, at medlemmer, der falder fra, også forstødes. Igennem en årrække er det et af de kendetegn ved Jehovas Vidner, som har vakt berettiget opmærksomhed. Vaklen i geledderne udløser forstødning. Bevægelsen skal holdes ren. Herhjemme har tidligere medlemmer af den pseudokristne sekt organiseret sig for at hjælpe hinanden, for hvis man forlader Jehovas Vidner, bryder bevægelsen helt og aldeles enhver kontakt med den frafaldne. Et brud medfører derfor også total social isolation fra familie, venner og bekendte. Hvert år udstødes 100 medlemmer af de knap 15.000 Jehovas Vidner, der findes i Danmark. Det brutale fænomen beskrives i den nye danske film ”To verdener”, som har premiere i dag. Filmen kaster lys over den psykiske og sociale vold, der er en del af den religiøse udstødelse.

Der er ingen grund til at bagatellisere den umenneskelighed, der ligger i at afvise andre så radikalt, som Jehovas Vidner gør, men der er grund til at pege på, at et langt mere omfattende problem end udstødelse fra en lille sekt er den religiøse udstødelse, der finder sted inden for verdensreligionen islam. Konvertering fra islam eller egentligt frafald udløser i bedste fald social udstødelse, i værste fald fysisk chikane, vold eller mord. Inden forargelsens vrede i de kommende dage hagler ned over Jehovas Vidner, skal der lyde en opfordring til at sætte problemet i perspektiv. Det er kun enkelte religiøse minoritetssamfund, der praktiserer religiøs forstødelse, men eneste verdensreligion, der gør det, er islam. Set i det perspektiv bør en film om det fænomen rettelig handle om den manglende religionsfrihed, som en milliard af klodens indbyggere reelt lever med.