FORHOLDET MELLEM POLITIET og de præster, der hjælper flygtninge, har i det store og hele været godt og fornuftigt i mange år. Men politiets tilsyneladende helt urimelige metode med at narre en flygtning til samtale for derefter at arrestere og udvise ham, sætter forholdet mellem denne del af kirkelivet og de danske myndigheder under et betydeligt pres.
I morgen udvises den serbisk-albanske flygtning Mirsad, som sagen drejer sig om. Hans kosovo-albanske kone og to børn har fået opholdstilladelse i Danmark, hvorimod han nu selv udvises efter at have opholdt sig i landet siden 2000, i de seneste år som flygtning under jorden. Dermed tvangsskiller danske myndigheder en familie.
FORLEDEN ACCEPTEREDE FLYGTNINGEN at komme til samtale hos Aalborg Politi, fordi han ikke længere tålte uvisheden. Politiet havde lovet ham frit lejde, men lagde ham i stedet i håndjern, da han sammen med menighedsrådformanden fra Mariager mødte frem. Derefter blev han sendt til Vestre Fængsel, hvor han nu opholder sig hjertesyg.
Lad det være sagt med det samme: Flygtninges enkeltsager er uhyre vanskelige at forholde sig til, fordi de ofte kun belyses fra flygtningenes egen side og næsten altid er åbne for vurdering. Derfor tager vi her på avisen uhyre sjældent enkeltsager op, ligesom vi stort set aldrig tager parti i sagerne. Vi forholder os også kritisk til de præster og kirkefolk, der skjuler udviste flygtninge og dermed bryder loven. Men det er svært ikke at vise en vis forståelse for det kirkelige undergrundsarbejde, som er med til at fastholde de danske myndigheder på en højere grad af menneskelighed i behandlingen af sagerne.
I DETTE TILFÆLDE har politiet handlet, som det ville gøre i en bananrepublik. Givet et falsk løfte for at lokke en mand frem fra sit skjul for derefter at anholde ham. Det er ganske enkelt uværdigt og nedbrydende for til-liden til myndighederne. Det er også uforståeligt, at man fra myndighedernes side vælger at tvangsskille en velfungerende, fredelig mand, som flere danske arbejdsgivere gerne vil ansætte, fra hans to børn og hustru. Hun lider af posttraumatisk stress-syndrom og vil med stor sandsynlighed kun få det værre af sagens udvikling og dermed ligge det danske sundhedssystem endnu mere til last i fremtiden. Sagen har symbolsk betydning, fordi den hører til blandt de flygtningesager, der var baggrund for den præsteprotest mod regeringens udlændingepolitik, der i december 2005 gik under navnet Præsteinitia-tivet. Myndighederne vandt og fik præsterne og flygtningen ned med nakken, men værdigt er det ikke.bjer