Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Historisk mistro bag rabbineres kritik af Vatikanet til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Historisk mistro bag rabbineres kritik af Vatikanet

Kommenter Hold mig opdateret

Da pave Benedikt XVI ændrede i en bøn, var det som en gestus til jøderne. Men jøderne kritiserer i stedet paven for overhovedet at ville bede for deres omvendelse

Kan man tillade sig at bede for andre, om at de må dele ens tro? Det spørgsmål er blevet aktuelt for pave Benedikt XVI, som for nylig fik revideret bønnen for jødernes omvendelse i den gamle latinske liturgi for langfredag.

Revisionen var tænkt som en pavelig gestus over for jøderne, der længe har kritiseret bønnens arkaiske sprog. Men alligevel har pavens initiativ medført protester fra flere rabbinere og skabt turbulens i det altid letbevægelige forhold mellem jøder og den katolske kirke. På overfladen handler miseren om religiøs takt og tone. Men der er også afgørende teologiske principper i spil, og tager man et spadestik dybere, går der politik i sagen.

Udgangspunktet er den gamle katolske liturgi på latin, den såkaldte ”tridentinske” messe, der går tilbage til det 16. århundrede. I 1970 blev den erstattet af den forenklede messeform på modersmålet, som i dag anvendes ved langt de fleste katolske messer. Det har mange traditionelt-sindede katolikker beklaget lige siden, og for at imødekomme dem tillod pave Benedikt sidste sommer, at den tridentiske messe, der havde ligget i mølpose i årtier, atter kunne bruges, hvis der var et ønske om det i menighederne.

En vanskelighed ved den tridentinske messe er dog, at den højtidelige liturgi følges af ord, der ikke tager højde for den kirkelige udvikling siden reformationstiden.

Annonce
Og her er det principielt ligegyldigt, at teksterne er på latin. I den oprindelige tekst til forbønnerne langfredag tales der således om jødernes ”blindhed”, ligesom man beder Gud om at drage ”sløret” fra deres hjerter, så de må forstå, at Jesus er Guds Søn. Det er sådanne krænkende ord, som Benedikt nu har ladet fjerne. Men bønnens fundamentale anliggende – at jøderne må omvende sig – er bibeholdt.

Den intention er i øvrigt også til stede i den nye messeform, hvor man langfredag beder om, at jøderne ”må opnå at komme til forløsningens fylde”. Formuleringen er blødere, men essensen – at de må erkende Kristus som verdens frelser – er den samme som i den gamle tekst.

Men det er respektløst over for den jødiske tro, mener blandt andet Roms overrabbiner og flere amerikanske jødiske organisationer. Det er selvfølgelig udmærket, at man fjerner krænkende ord, men det er ikke nok. Den katolske kirke skal helt stoppe med at bede for jødernes omvendelse.

Den specielle omtale af jøderne afspejler, at de af teologiske grunde har et særligt forhold til kristendommen. De er Guds ”udvalgte folk”, som man kan læse det i Det Gamle Testamente, og Jesus var selv jøde og af jødisk familie. Jesus forbinder jøder og kristne, mens troen på Jesus som Guds søn adskiller dem.

Det er det problem, som bønnen Langfredag forholder sig til. For jødernes stilling som det udvalgte folk fritager ifølge den katolske kirke ikke kirken fra sin forpligtelse til også at forkynde kristendommen for dem.

– Vi mener ikke, at denne bøn kan være en hindring for dialog. Den afspejler kirkens tro, og desuden har jøderne bønner i deres liturgiske tekster, som vi katolikker ikke bryder os om, sagde Vatikanets ledende økumeniker, kardinal Walter Kasper, i en kommentar.

Kontroversen mellem jøder og katolikker om forbønnen langfredag er dog ikke kun teologisk. Den er også historisk og næret af en gensidig mistro, der spænder fra kirkens tidligste tider over grundlæggelsen af staten Israel og frem til kriserne i Mellemøsten.

Dialogen mellem jøder og katolikker er blevet væsentligt forbedret i de sidste 50-60 år i takt med, at den katolske kirke har ændret sin overvejende negative indstilling til jødedommen (og andre ikke-kristne religioner) og har påtaget sig et medansvar for de antisemitiske strømninger i Europas historie. Siden har jøder og katolikker opdaget et rigt værdifællesskab hos hinanden, men det er samtidig en forbindelse, der er meget symbolladet og derfor sårbar. Til daglig lader man hinandens religiøse selvforståelse være i fred. Men påsketidens tekster og liturgi er altså et af de minefelter, der stadig kan skabe konflikt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​