MÅ ASMAA Abdol-Hamid fra Enhedslisten gå på Folketingets talerstol med tørklæde på? Det spørgsmål har fristet Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium, Søren Espersen, ud over, hvad godt er. Ganske vist er Abdol-Hamid ikke valgt til Folketinget, men hun kan komme derind som suppleant for Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Derfor vil Søren Espersen allerede nu have tingets ledelse til at forbyde folketingsmedlemmer at bære tørklæde på talerstolen. Han kalder tørklædet ”et islamistisk sharia-symbol” og en ”hån mod folkestyret”.

Folketingets formand, Thor Pedersen (V), har foreløbig ikke taget stilling til sagen, men siger dog til Berlingske Tidende, at Folketinget ”hverken er en kirke eller en moske”. Formanden forventer heller ikke, at en præst stiller op i fuldt ornat. Nej, naturligvis ikke. Det sidste ville være anstødeligt både for folkestyret og for den folkekirke, præsten tjener.

AT FOLKETINGET hverken er kirke, moske eller for den sags skyld synagoge kan imidlertid ikke begrunde et generelt forbud mod religiøse symboler på talerstolen. Det vil jo være den logiske konsekvens, at alle andre synlige symboler også forbydes. Så må en ortodoks jøde ikke bære kalot, og en kristen må ikke gå med et kors. Vel er der forskel på disse symboler og deres betydning, endog stor forskel, og uviljen mod tørklædet er i den sammenhæng forståelig nok. For nogle kvinder er det direkte kvindeundertrykkende, og som propaganda for islamismen må man tage afstand fra det. Det ændrer dog ikke ved, at sagen primært handler om ytringsfrihed. Mest besynderligt er det, at især ”ytringsfrihedsfundamentalister” er så forhippede på at forbyde ytringer via religiøse symboler. De flytter dermed debatten fra det væsentlige til det mindre væsentlige. I Asmaa Abdol-Hamids tilfælde er det væsentlige ikke, at hun som utallige andre muslimske kvinder går med tørklæde. Det væsentlige er hendes holdninger. Hvordan hun stiller sig til demokratiet, til muslimske straffemetoder og meget andet af samme skuffe. Her har hun jævnligt udtrykt sig uklart, og det er fortsat en gåde, hvordan hun kan være folketingssuppleant for Enhedslisten. Det er den indholdsdebat, Dansk Folkeparti desværre afsporer med sin symbolkamp.