Peter Fischer-Møller og Poul Joachim Stender er løbet med sejren ved bispevalgets første runde. Resultatet ser således markant anderledes ud end ved den annullerede valgrunde først i februar, hvor Henrik Wigh-Poulsen løb med en delt sejr
Præster og menighedsråd i Roskilde Stift har talt:
Peter Fischer-Møller og Poul Joachim Stender har vundet ved bispevalgets første runde og går derfor videre til anden valgrunde.
Stender på banenPeter Fischer-Møller, som blandt andet gik til valg på flere prædikenfrie søndage og et større samarbejde mellem nabosogne, fik 693 stemmer mod 562 ved sidste valg.
Og
Poul Joachim Stender, som er kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen, løb med 669 stemmer, hvilket er 119 flere end sidst.
Wigh-Poulsen udeHenrik Wigh-Poulsen, som sammen med Peter Fischer-Møller vandt det nu annullerede valg den 1. februar, må med 635 stemmer nøjes med en tredjeplads.
Steffen Ravn Jørgensen får med 233 stemmer en fjerdeplads, og på en femteplads ligger
Per Melhof med blot 56 stemmer.
Flere satte krydsStemmeprocenten har været markant højere end ved det omstridte og annullerede valg den 1. februar, hvor blot 89 procent satte deres kryds.
I denne omgang har 91,8 procent af de 2561 stemmeberettigede stemt, og det kan have været medvirkende til, at resultatet er et andet end ved valgrunden i februar.
Ny biskop i aprilVed valget den 1. februar indeholdt nogle kuverter mere end en stemmeseddel, men de ugyldige stemmesedler blev ikke opdaget. Derfor gik bispevalget om, og det viste sig at være til Poul Joachim Stenders fordel.
Nu går de to kandidater videre til valgets anden runde den 3. april, hvor det bliver bestemt, hvem der overtager bispekåben efter Jan Lindhardt, der går på pension den 1. maj.