NOGLE GANGE MÅ man skrive et læserbrev bare for at få luft. Det er ikke nok at råbe det til konen eller naboerne eller væggen, det må længere ud.

Uden den mindste forventning om, at læserbrevet gør en forskel, må jeg have luft for vreden over mit land, som slår små mennesker ihjel uden større samvittighedskvaler, end hvis det drejede sig om slagtegrise.

Eller – ret skal være ret: En form for samvittighedskvaler må der jo være, siden man lidt bekymret taler om de levendefødte, aborterede fostre. Det gør ondt på forældrene at se det spæde liv, det gør ondt på lægerne, på jordemødrene, sygeplejerskerne og politikerne.

Man taler sig så ud af det. Eller snarere ind i det – i et afsindigt morads af selvmodsigelser. Der er ikke tale om ”aktiv dødshjælp”, her foretages ”intet drab”, og dog ”sover barnet ind”, ”barnet slås ihjel”, forældrene skal ”holde om” deres døde eller døende barn, det er ”en stærk og ulykkelig situation for forældrene”, men det er ”etisk forsvarligt”, omend det ville være klogt at ”skåne forældrene” for synet. Og så videre i samme rille. Ubegribelige og horrible selvmodsigelser, som vidner om en moralsk afstumpethed, som vi skal tilbage til før- og tidlig kristen middelalder for at finde magen til.

Henrik Højlund,

sognepræst i Løsning-Korning og formand for Evangelisk-Luthersk Netværk,

Vestergade 42 B

Løsning