RÆDSEL OG forfærdelse! Det var det, der ramte mig, da jeg læste Kristeligt Dagblads forsideartikel den 26. februar om dødssprøjter til sene aborter. Ligeledes smertelig var artiklen i samme avis om jordemoderen, der sad med det døende barn, som ”uheldigvis” havde overlevet sin abort, og nu kunne lide en ensom død efter at være blevet valgt fra – i armene på denne jordemor.

Rædsel og forfærdelse! Tænk, at det er, hvad vort samfund kan byde de små. Fint nok, at denne jordemor trodsede sædvanen med at lade overlevende aborterede børn dø i skyllerummet, men rædsel og forfærdelse, for ærindet for dem, der medvirkede i artiklen var jo ikke at fortælle om det umenneskelige i, at vi systematisk udrydder alle de børn, vi ikke ønsker, men kun at debattere, under hvilke vilkår de aborterede børn, som nægter at dø med det samme, så skal dø? Er det kun mig, der synes, at det er fuldstændig horribelt og grotesk?

I ARTIKLEN KOM DET budskab frem, at det drejede sig om handicappede fostre, som alligevel ville dø. Derfor var det underforstået helt legalt at diskutere, om man skal bruge en dødssprøjte på disse børn, der allerede var valgt fra, eller om man skulle lade forældrene sidde og sørge over det barn, som de selv havde valgt at slå ihjel.

En sådan dødssprøjte er ikke det samme som aktiv dødshjælp, udtaler leder af fertilitetsklinik Helle Meinertz, for man har jo allerede valgt at abortere barnet! Sagen er jo, at allerede da abortbeslutningen blev taget, gik man i gang med aktivt at slå ihjel. Uanset hvad man kalder det, er resultatet det samme.