SKAL MAN SLÅ det handicappede foster ihjel, så det ikke lever, når det bliver aborteret? Eller skal man lade moderen abortere det lille menneske med de defekter, det har, og derefter lade det dø en naturlig død? Det er den diskussion, der i denne uge er blevet rejst her i avisen af flere læger. De foreslår, at fostre, der er så stærkt handidappede, at de ikke kan overleve efter fødslen, bliver slået ihjel inde i moderens liv med en saltvandindsprøjtning i hjertet, inden de kommer til verden ved en sen provokeret abort. Derved bliver forældrene fri for den ubehagelige oplevelse, som det er at se det lille handicappede foster leve – i nogle tilfælde – flere timer efter den provokerede abort.

SAGEN HAR MED god grund sat sindene i bevægelse og viser, hvor umuligt det er at forbinde abort med talen om etik. I udgangspunktet er situationen ulykkelig nok: Nogle fostre er så handicappede, at de ikke kan overleve at blive født. Den gravide mor får som regel først dette at vide sent i graviditeten og får så tilbudt en sen abort. I 2006 tog 192 kvinder imod tilbuddet om sen abort efter 19. graviditetsuge.

Denne sene abort burde i udgangspunktet slet ikke være nødvendig. Det lille barns liv bør være beskyttet, også selvom det er så misdannet, at det ikke kan overleve fødslen. Abort er i denne sammenhæng at sammenligne med passiv dødshjælp, men bør undgåes, med mindre moderens liv er i fare. Det må heller ikke være hensynet til forældrene, der gør det til almen praksis at slå barnet ihjel inde i kvindens livmoder, hvis der alligevel gennemføres en sen abort. Forældrene har forståeligt nok svært ved at se deres nyfødte handicappede barn dø, men lægers opgave er at redde liv, ikke at slå ihjel. Saltvandsindsprøjtningen i hjertet nærmer sig aktiv dødshjælp indført ad bagvejen, som medlem af Etisk Råd Niels Jørgen Cappelørn sagde tidligere på ugen.