De umulige dilemmaer eskalerer

DET VAKTE VOLDSOM forargelse i den hjemlige andedam, da det i november 2006 kom frem, at den spanske abortlæge, Carlos Morin, udførte aborter på kvinder, hvor barnet allerede var ”synligt” inde bag den voksende mave. Flere politikere reagerede og bad EU gribe ind og standse den uhyggelige ”forretning”. Og en af de læger, der formentlig har udført flest aborter herhjemme, Charlotte Wilken-Jensen, udtalte dengang til tv om den spanske abortlæge, at ”han slår små børn ihjel”.

Desto mere hyklerisk er den nuværende tavshed omkring den hjemlige praksis, som Kristeligt Dagblad nu for anden gang inden for relativ kort tid forsøger at skabe debat omkring: den helt igennem groteske situation med levendefødte provokerede aborter. Alene udtrykket: ”levendefødt provokeret abort” må skurre i ørene på ethvert anstændigt tænkende menneske. Det, som skulle være slået ihjel, men som alligevel ikke er helt død endnu, fordi teknikken eller medicinen ikke har fungeret tilfredsstillende. Eller fordi barnet havde for meget livskraft i sig.

OG SÅ VRIDER og vender eksperterne sig ellers for at fastholde den umulige balancegang: at fastholde retten til fri abort som et gode for kvinden (barnets ret er der jo ingen, der spørger efter!) og samtidig tage afstand til en tingsliggørelse af barnet.

Problemet er, at tingsliggørelsen allerede er et faktum på det tidspunkt. For noget, man slår ihjel, har ingen etisk værdi. Lovgivningen omkring adgangen til fri abort grunder sig på, at barnet i sig selv ingen etisk værdi har – med mindre den, der bærer barnet, beslutter det og ønsker at bære det frem til livet uden for moderens mave. Derfor er der heller ingen grund til at bruge alt for menneskelige termer om det, men hellere anvende udtryk som ”graviditetsprodukt” og lignende. Og kalde barnet en abort, når drabet er fuldført, frem for netop det, det er: et barn, der er slået ihjel.