Folkekirken kan ikke ignorere, at stadig flere folkekirkemedlemmer samtidig finder svar i de østlige religioner, lyder det i ny rapport
Når danskerne shopper løs i det religiøse supermarked, skal folkekirken blive bedre til at have produkter på alle hylder.
Det er en af konklusionerne i en ny rapport om, hvordan stadig flere danskere foretager en religiøs helgardering, hvor medlemskabet af folkekirken krydres med buddhisme, reinkarnation og andre elementer fra Østens åndelige verden.
Men i stedet for at tage afstand fra danskernes religiøse puslespil, bør folkekirken give dem flere tilbud, der opfylder deres søgen, lyder det i rapporten ”Tro i tiden”, der er udarbejdet af missionsselskabet Aeropagos samt Folkekirke og Religionsmøde, et samarbejde mellem ni af landets stifter.
Rapporten er baseret på samtaler med medlemmer af 12 nyreligiøse og østligt inspirerede bevægelser. Og ifølge Lars Mollerup-Degn, dialogsekretær i Aeropagos, har folkekirken allerede i dag mulighed for at give de svar, som danskerne søger.
– Vi kan jo ikke bare sige, at vi tror på reinkarnation. Men vi kan heller ikke bare sige, at vi har det bedste produkt, hvis der ikke kommer nogen i butikken. Og derfor må folkekirken også vise en vilje til at opfylde behovene for spiritualitet, eksempelvis gennem meditation, pilgrimsvandringer og lignende tiltag, siger Lars Mollerup-Degn.
René Dybdal Pedersen, religionsforsker ved Aarhus Universitet, har beskæftiget sig med danskernes nyreligiøse søgen. Også han mener, at folkekirken må tilpasse sig en udvikling, hvor det bliver stadig mere normalt at kombinere sit medlemskab af folkekirken med elementer fra østlige og nyreligiøse bevægelser.
– Efter at have haft et historisk monopol på danskernes tro er folkekirken i løbet af de seneste 10-20 år blevet kraftigt udfordret, ikke mindst af de østligt inspirerede bevægelser. Og derfor er det helt nødvendigt, at man også i folkekirken er i stand til at sætte sig ind i og forstår, hvad det så er, de nye bevægelser kan tilbyde danskerne, siger René Dybdal Pedersen.
Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev Stift, er enig i, at folkekirken skal tage danskernes åndelige søgen alvorligt, men advarer samtidig mod bare at kopiere de nyreligiøse tankegange.
– Vi oplever en narcissistisk bølge, hvor den åndelige søgen i høj grad handler om selvudvikling og individualisme. Men folkekirken skal ikke være et værktøj for den enkeltes selvudvikling. Vi skal lytte til folks behov, men vi må også stå fast på, at kristendommens budskab i høj grad handler om ansvaret for medmennesket i vores ganske almindelige dagligdag, siger Niels Henrik Arendt.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk