Troen kommer af det, som erfares

Det var bemærkelsesværdigt, at de fleste, vi talte med, stadig er medlemmer af folkekirken og egentlig ønsker en positiv relation til kirken. Men det var også gennemgående, at deres erfaringer fra mødet med folkekirken bar præg af alt fra ligegyldighed og misforståelser til egentlig afvisning af deres åndelige erfaringer, hvorfor forventningen til, at der var inspiration og vejledning at hente i kirken til det åndelige liv og vækst, kunne ligge på et meget lille sted.

FOR NYLIG MØDTE jeg tilfældigt en person, der regnes for en af foregangsmændene inden for de nye religiøse strømninger, som tidligere gik under betegnelsen new age. Jeg spurgte ham, om han fortsat var medlem af folkekirken. Han svarede, at han faktisk havde meldt sig ud for nogle måneder siden, men at det egentlig havde været mod hans ønske. Han havde ønsket at bevare sit medlemskab, fordi han er et troende menneske og føler, at kirken er bærer af mange af de værdier, han også tror på. Desuden var det for ham en kulturel og identitetsmæssig vigtig ting at tilhøre folkekirken.

Men to erfaringer havde gjort, at han måtte skifte standpunkt. Hans søn havde sagt, han ikke ville konfirmeres. Men faderen sagde, at han i hvert fald skulle gå til præst og finde ud af, hvad det var, han i givet fald valgte fra, og hvorfor. En dag kom sønnen hjem og fortalte, hvordan han havde stillet et åbent spørgsmål om, hvordan præsten forstod tanken om reinkarnation. Svaret havde sønnen oplevet som en latterliggørelse af, at nogen kunne tage et sådant spørgsmål alvorligt, hvorfor han erklærede, at den kirke skulle han i hvert fald ikke konfirmeres i.

Den anden oplevelse var en gang, hvor vedkommende deltog i en paneldebat omkring vor tids nye interesse for det spirituelle. En kendt præst deltog også i panelet. På et spørgsmål fra salen om engle, svarede præsten ved at omtale disse som "fjerkræ". Selvom det muligvis var ment som en morsomhed, oplevede personen det som et både arrogant og ikke særlig indsigtsfuldt svar, og den sidste rest af håb om en levende spiritualitet i kirken forsvandt. Derefter meldte han sig med beklagelse ud af folkekirken.

Sådanne samtaler vækker til besindelse og eftertanke. Mennesker søger ganske enkelt spirituel og åndelig vejledning der, hvor de oplever, at deres religiøse eller spirituelle erfaringer bliver taget alvorligt, reflekteret og genkendt. De opsøger fællesskaber, hvor de stimuleres til at søge dybere, hvor deres erfaringer og spørgsmål sættes ind i en større tradition og historisk sammenhæng, og hvor de finder hjælp til en personlig udvikling.

VI MÅ SPØRGE OS SELV, om kirken er et sådant fællesskab, eller om vi i virkeligheden stiller for små forventninger til, at evangeliet får betydning for vores handlinger og værdier, også ud over søndag formiddag? Slår vi os til tåls med tingenes tilstand, eller skal vi begynde at reformulere indholdet af begreber som helliggørelse, fromhed og åndelig vækst og fordybelse, så de giver mening ind i vores tid og virkelighed? Som en af lytterundens samtalepartnere udtrykker det: "Folkekirken er blevet for rationel. Den taler kun til hjernen og ikke til hjertet".

Folkekirkekristendommen har bevæget sig væk fra, hvad der ligger i den kristne tradition af værktøjer til spirituel vækst, og er blevet intellektualiseret. Troen er blevet en privatsag. Det har været kendetegnende for stort set alle lytterundens samtaler, at mennesker efterspørger forbilleder – mennesker, som går foran og viser det, de prædiker, i handling. Det er indtrykket, at mange gerne vil lade sig lede og vejlede, hvis de møder mennesker, som de finder helstøbte og autentiske. Når de opsøger guruer, vejledere og åndelige inspiratorer, er det, fordi de fornemmer, at disse personer har fundet en vej til et dybere liv, og den ønsker de at lære at kende og følge.

Det vil dog være en misforståelse at tro, at de ukritisk overlader deres vilje til en sådan guru eller mester. For 20-30 år siden skabte den slags spektakulære avisoverskrifter, når sekter blindt fulgte en religiøs lederskikkelse, afbrød forbindelsen med familie og venner og i de værste tilfælde deltog i masseselvmord eller terroraktioner for at fremskynde dommedag.

Det er ikke den slags, som kendetegner de nye spirituelle strømninger. I højsædet er "reflekteret deltagelse". Man er kritisk og vurderende og vejer den ene undervisning mod den anden. Det hele relateres til egen erfaring og bedømmelse. Men der er også en værdsættelse af passion og hengivelse over for en sag eller en tro, hvori man genkender noget sandt. Således vil der også være stor respekt om kristne, der tager troen alvorligt og lader den få konkret udtryk i måden, livet leves på.

DET ER SYMPTOMATISK for vor tid, at mennesker kun tager visse elementer af en verdensfortolkning til sig. De skal give mening for én selv. Det gælder både i politik, i mellemmenneskelige relationer og i religion. Forpligtelse er ikke en given ting, men noget, man vælger til og fra. Før i tiden var slægten, omgangskredsen, standen og religionen noget, som langt hen ad vejen var givet i fødselsgave. I dag vælger vi i langt højere grad selv.

Forpligtelsen bliver mere punktvis; ikke fordi vi giver slip på forpligtelsen, men fordi noget andet bliver endnu vigtigere. Når relationer har haft deres tid og udtømt deres funktion, erstattes de af andre. Det er vores oplevelse, at mange i de nyere religiøse strømninger finder sådanne tidsbegrænsede relationer og forpligtelser, som udfylder en funktion på et bestemt sted i den personlige udvikling.

Men når det ikke længere giver mening, glider man ud og knytter sig i stedet til et nyt fællesskab eller en anden lærer, som kan føre én videre. Livet er en pilgrimsvandring af stadigt nye skridt, nye bekendtskaber, nye indsigter og nye veje at gå. Den positive side af dette er længslen efter at nå længere, dybere, højere. Den negative er, at det kan føre til en rodløshed og angst for ikke at få det vigtigste med.

Måske er det derfor, så mange gerne kombinerer et fast identitetsgivende tilhørsforhold til kulturen og traditionen gennem et medlemskab af folkekirken samtidig med tilknytning til et eller flere læringsfællesskaber med inspiration fra andre religioner og traditioner? Hvordan kan kirken blive et læringsfællesskab, som ikke bare er tradition, men et sted, hvor troen både kommer at det, som høres, og af det, som erfares?

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos