Sorg og god mad kræver langsomhed

SÅ FIK JEG ENDELIG SET ”Skriftestolen” på DR 2. Et program, der har været megen snak om, inden det gik i gang, hvor folk rystede på hovedet og sagde: ”usmageligt” og ”katolsk”, og hvor de selvsamme mennesker vendte på en teske og efterfølgende udtalte: ”fantastisk” og ”det har vi manglet i vores lutherske kirke.”

Og så i søndags satte jeg mig med min ældste datter i sofaen og fik syn for sagn. Og i sandhed om det ikke var godt. Sygehuspræst Preben Kok arbejdede sig stille og roligt ind i centrum af klientens store sorg og satte ord på sorgprocessens naturlighed og langsomhed, så kvinden i skriftestolen gik fra at føle sig fuldkommen neurotisk og syg til blot at være sørgende.

Udsendelsen virker uklippet, og der er respekt omkring tavshedens værdi; at det er i stilheden og i pauserne, at det vigtige sker. Et vægtigt og provokerende ærligt program, der gør en seer som mig glad helt ned i maven, fordi det tager fat i livet, der hvor det niver og giver mavepine, i stedet for at dulme os med alverdens nonformative ådselsæde.

Det er liv og håb og lige til at klippe ud og bruge i eget liv. Oveni er det en vidunderlig reklame for den folkekirke, som de fleste af os betaler skat til. For hvad der sker der, bag skærmen, er ikke andet, end hvad et hvilket som helst menneske i landet kan gå hen at få i sin lokale præstegård. Halleluja og alle de smukke salmer oveni.

Og min begejstring fortsætter, for det næste program denne søndag aften på DR 2 var ”Boller af stål” med skønne Camilla Plum. I aften lærte vi alskens usunde desserter at kende, hvor hovedingrediensen var lidt for gammelt brød. Et vidunderligt koncept, hvor Sundhedsstyrelsen ville ryste på hovedet og fortælle os, at det var bedre at smide det tørre brød ud end at forvandle det til fedtdryppende butterpudding som på Dronning Victorias tid. Men fru Plum er ligeglad og hælder smør og sukker og olier i sin mad, så skærmen glinser. Det er skønt uprætentiøst og gennemsyret af lige dele kærlighed og praktisk sans.