Livshistorien giver sammenhæng

I vores samfund er vores identitet os ikke givet. At være født af en bonde betyder ikke nødvendigvis, at man selv bliver bonde. Vi skal selv skabe vores identitet, og det gør vi blandt andet ved at fortælle vores livshistorie, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen.

– I et samfund, hvor der ikke er så mange valg, som for eksempel i det danske samfund for hundrede år siden, var det mere entydigt, hvordan ens liv ville komme til at forme sig. Man skulle ikke integrere så mange forskellige roller og ikke forklare så mange ting – man fik ofte det samme arbejde som sin far og blev på arbejdspladsen i lang tid – og ens livshistorie var måske mindre vigtig for identiteten og mindre nødvendig at få fortalt. I et samfund med stabilitet og færre valg er der ikke så mange ting, der skal bindes sammen.

Og netop livshistorien kan integrere mange forskellige spor i livet og binde dem sammen.

– Hvordan får man det bundet sammen, at man voksede op i en arbejderfamilie og siden fik en videregående uddannelse, med, at man også var far og desuden havde et forhold til en kvinde uden for ægteskabet? Hvordan kan man få integreret alle de aspekter af sit liv til et hele? Det kan livshistorien gøre, og det er vigtigt i det omfang, at man har brug for at føle sig selv som en samlet enhed. Ellers kan vi få en følelse af, at vi er fragmenterede, og at vores forskellige roller og livsomstændigheder ikke hænger sammen med hinanden, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen.

Men en livshistorie er ifølge forskeren en fortælling, der berettes. En tolkning af et forløb, hvor fortælleren udvælger begivenheder, filer lidt på materialet, forklarer og tillægger mening. Fælles for alle er, at livshistorierne består af positive og negative oplevelser, men her kommer talemåden ”Det er ikke, hvordan du har det, men hvordan du ta’r det” til sin ret. Mange mennesker er i stand til i løbet af noget tid at vende negative oplevelser som skilsmisse eller sygdom til positive. Vores livshistorie er ikke bare et produkt af begivenheder, vi har oplevet og sat sammen, den bliver også formet af, hvem vi er personlighedsmæssigt.

Dorthe Kirkegaard Thomsen har i sin forskning interviewet ældre mennesker for at undersøge, hvilke oplevelser de husker fra deres liv, og hvordan de fortæller om dem. Her fortæller blandt andet en 74-årig mand om dengang, han blev afskediget fra sit arbejde efter en uoverensstemmelse med ledelsen.

”…Så gik jeg oppe på fortovet med min kone og min datter, og så sagde jeg: Kan du se den vej? Ja, sagde hun. Ja. Det er hele min verden, nu skal jeg bare i gang.”

– Vi ved ikke, om det faktisk var sådan, det foregik, men vi ved, at det er det, han fortæller, og at det formentlig er sådan, han husker det. Nogle mennesker er i situationen meget hurtige til at se det positive i det negative. Men der er også de situationer, hvor der ikke er noget positivt at se lige med det samme, hvor man oplever vrede og sorg. Men over tid vil mange kunne se, at der kom noget ud af det. Folk rapporterer meget positivt om, at det har gjort dem til helt andre menneske, fortæller Dorthe Kirkegaard Thomsen.

Hun mener, at det kan have at gøre med, at der i vores vestlige verden eksisterer en forståelse af, at vi skal udvikle os hele vejen igennem livet.

– Vi skal blive visere og bedre mennesker, det skal med andre ord gå op ad bakke for os. Den overordnede selvfortælling i kulturen kommer blandt andet til udtryk i ordsprog som ”Modstand gør stærk” og ”Af skade bliver man klog”. Når vi oplever noget negativt, skal vi ligesom i denne kulturelle selvforståelse få det vendt til noget positivt for at leve op til den fortælling om, at det går op ad bakke, og at vi bliver bedre med årene, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen og mener ikke, at det er en tendens, der er for aftagende.

– I forhold til, at folk forventes at selvrealisere sig, at udnytte egne potentialer og blive ved med at udvikle og forbedre sig, kan man sige, at det gør denne kulturelle selvfortælling meget konkret. Det er ikke abstrakt – man skal simpelthen tage kurser og skifte arbejdsplads og blive ved med at blive dygtigere og dygtigere, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen.

Som forsker beskæftiger hun sig med spørgsmålet om, hvad der sker mentalt for de mennesker, der er i stand til at se noget positivt i noget negativt. Hun mener, det må kræve genfortolkninger af begivenheden og løbende registreringer af, hvordan man har ændret sig som følge af den.

– Det er ikke nok at sige, at nogle mennesker bare er ukuelige optimister. Det siger nemlig ikke noget om, hvad det egentlig er, de kan. De fortolker og handler ud fra negative oplevelser på en måde, så disse oplevelser bliver vendt til noget positivt. Så hvis man kan finde ud af, hvordan de gør, kan man måske give den anden kategori af mennesker et redskab til at lære at gøre det samme. Vi ved jo godt, at det ikke nytter noget at sige til sortseerne, at de bare skal tænke positivt. Det virker ikke, når de ikke har tilbøjelighed til det. Men det kan hjælpe, hvis vi bliver mere specifikke i forhold til at forstå, hvilke fortolkningsmæssige greb og handlemåder de positivt tænkende har, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen.

Hun tror ikke, man kan skabe store terapeutiske forandringer ved at fortælle sin livshistorie. Men hun mener, at det at sætte ord på negative ting kan være en hjælp til at acceptere dem.

– Man kan måske komme overens med ting, man har gjort, og som man ikke er stolt af, og det kan være en bearbejdning og en måde at tilgive sig selv på. Det kan hjælpe en med at komme overens med, at ens liv måske ikke har formet sig, som man havde ønsket.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk