EU-modstander ser spøgelser

Det fremgår klart af Lissabon-traktaten, at EU vil ikke blande sig i, hvordan kirkerne i medlemslandene er organiseret i forhold til staten

HELGE RØRTOFT-MADSEN er og har altid været imod EU. Det er o.k. Det er også tilladt at være så rysteræd som ham og se trusler mod lille Danmark overalt, sådan som det kommer frem i hans kronik i Kristeligt Dagblad den 27. februar.

Men jeg vil her komme med min udlægning af, hvad der sker med Lissabon-traktaten. I den står der, at EU ikke må blande sig i, hvordan kirkerne er organiseret i forhold til staten, og det er en klar tilkendegivelse, som EF-domstolen skal følge.

VI KAN I DANMARK blive ved at have en statsdirigeret folkekirke uden eget demokrati og uden trosfrihed. Folketing og kirkeminister bestemmer over os, og EU vil ikke forbyde det. Men selvfølgelig skal EU-lovene om for eksempel miljø og menneskerettigheder overholdes også i kirken.

Især de sidste bliver tydeligere nu, hvor charteret om grundlæggende rettigheder integreres i EU-lovene. Men dem har Danmark nu for længst tilkendegivet at ville følge også uden den nye traktat. Og antidiskrimination kan vi sagtens hylde uden at anfægte religiøse institutioners identitet. Vel kan der opstå grænseproblemer, og blandt andet til at opklare dem er det da glimrende, at de forskellige religiøse og humanistiske organisationer har en etableret dialog med EU-institutionerne.

Helge Rørtoft-Madsen har fuldstændig ret i, at den dialog har folkekirken meget lidt indflydelse på, fordi vi ikke som alle de andre kirker i Europa har internt demokrati til at vedligeholde en repræsentativ teologisk debat om kirke og samfund. Men det er folkekirkens problem, ikke EUs.

I de kirkelige sammenslutninger, i KEK for eksempel sammenslutningen af de ikke-katolske kirker i Europa, har man længe drøftet, hvordan man bedst sikrer troværdig repræsentation af de europæiske kirkers holdninger og debatter.

I PRAKSIS SKER DET med en vifte af forskellige modeller blandt andet ved at oplæg sendes til høring i medlemskirkerne og gennem hyppige åbne konsultationer om forskellige aktuelle emner. Der er flere andre tiltag i form af arbejdsudvalg, taskforces med mere, hvor kirkerne i forskellig grad har mulighed for at sende/indstille repræsentanter.

Den dialog, der nu traktatfæstes, er selvsagt ikke forbundet med formel magt. Al indflydelse afhænger af kvaliteten og repræsentativiteten af de holdninger, der fremlægges. Det ved KEK derfor debatten om hvordan og hvornår.

Det er da ærgerligt, at folkekirken endnu ikke kan finde ud af at være med her, og jeg tror, vi ville kunne bidrage positivt til debatten.

Heldigvis er der ved at komme lidt skred i det danske kirkedemokrati med de stiftsråd, som nu synes at blive en realitet i alle stifterne. På et tidspunkt kan kirkens egne valgte vel overtage ansvaret for egne sager, så vi omsider kan få den kirkeordning, Grundloven forudsætter, så også folkekirken kan lade sin stemme, sine blandede stemmer, lyde i den europæiske samtale. Men EU kommer ikke til at blande sig i den proces det må vi selv finde ud af.

Hvad Helge Rørtoft-Madsen er så rystende ræd for, har jeg svært ved at forstå. Han ser spøgelser, og den slags fjerner man ikke med argumenter. Det lyder for mig, som om han kunne trænge til en præst.

Margrete Auken er sognepræst og medlem af Europa-Parlamentet for SF