I de kirkelige sammenslutninger, i KEK for eksempel – sammenslutningen af de ikke-katolske kirker i Europa, har man længe drøftet, hvordan man bedst sikrer troværdig repræsentation af de europæiske kirkers holdninger og debatter.

I PRAKSIS SKER DET med en vifte af forskellige modeller – blandt andet ved at oplæg sendes til høring i medlemskirkerne og gennem hyppige åbne konsultationer om forskellige aktuelle emner. Der er flere andre tiltag i form af arbejdsudvalg, taskforces med mere, hvor kirkerne i forskellig grad har mulighed for at sende/indstille repræsentanter.

Den dialog, der nu traktatfæstes, er selvsagt ikke forbundet med formel magt. Al indflydelse afhænger af kvaliteten og repræsentativiteten af de holdninger, der fremlægges. Det ved KEK – derfor debatten om hvordan og hvornår.

Det er da ærgerligt, at folkekirken endnu ikke kan finde ud af at være med her, og jeg tror, vi ville kunne bidrage positivt til debatten.

Heldigvis er der ved at komme lidt skred i det danske kirkedemokrati med de stiftsråd, som nu synes at blive en realitet i alle stifterne. På et tidspunkt kan kirkens egne valgte vel overtage ansvaret for egne sager, så vi omsider kan få den kirkeordning, Grundloven forudsætter, så også folkekirken kan lade sin stemme, sine blandede stemmer, lyde i den europæiske samtale. Men EU kommer ikke til at blande sig i den proces – det må vi selv finde ud af.

Hvad Helge Rørtoft-Madsen er så rystende ræd for, har jeg svært ved at forstå. Han ser spøgelser, og den slags fjerner man ikke med argumenter. Det lyder for mig, som om han kunne trænge til en præst.

Margrete Auken er sognepræst og medlem af Europa-Parlamentet for SF