DET VIL VÆRE forkert, hvis vi her i landet lader det være op til politikerne at afgøre, hvilke trossamfund, staten skal godkende, og hvilke den skal afvise at godkende.

I går foreslog Naser Khader (NA), at Det Islamiske Trossamfund skal fratages sin godkendelse, men selvom man kan sympatisere med Khaders vrede over, at ledende medlemmer af trossamfundet støtter ekstremistiske muslimer, må det ikke få konsekvenser for hele trossamfundet. Denne sag handler om frihedsprincipper, og derfor er det vigtigt at holde tungen lige i munden.

INDTIL FOR EN måned siden var det Kirkeministe-riet, der godkendte nye trossamfund. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har fået den opgave flyttet til Justitsministiet, fordi hun ønsker at understrege det principielle i, at sagen ikke handler om religion, men om borgerlige rettigheder og økonomiske privilegier. Når et trossamfund godkendes, drejer det sig ikke om, at staten giver grønt lys for trosretningen. Godkendelsen er et forvaltningsmæssigt anliggende, der indebærer, at staten uddelegerer en del af sin udøvende magt til trossamfundet, som får ret til at forrette vielser og begravelser. Med godkendelsen følger også retten til at trække bidrag til trossamfundet fra på selvangivelsen. Godkendte trossamfund kan desuden slippe for at betale ejendomsskat for begravelsespladser og kommunal grundskyld for moskéer og andre bygninger til religiøse formål.

Det er en del af retssikkerheden i et demokrati, at alle behandles ens. Derfor blev der for snart 10 år siden lavet en særlig procedure, der skal garantere, at alle trossamfund, der søger om godkendelse, vurderes ud fra de samme klare og sagligt begrundede kriterier. Myndighederne har, så vidt vides, ikke tidligere frataget et trossamfund dets godkendelse.