Øerne på den 62. nordlige breddegrad

Men det er dumt at se fjelde i mørke. Ligesom det er dumt at køre over fjeldet oppe nordpå fra Eiði til Gjógv i orkan. Jeg gjorde det alligevel. Ville ikke skuffe min danske veninde. Det var flot. Især da sneen kom væltende ned i passet. Det var meget flot. Sagde min veninde. Jeg så kun svedperlerne i øjenvipperne. Men jeg er ikke sådan at slå ud. Parkerede ved Dalsá, den brede å, der skærer sig igennem bygden, som nok er yndig om sommeren. Nu standsede den enhvert forsøg på tale. Og vinden standsede resten. Eller rettere: Den standsede ikke. Den tog blot retningen fra os.

Så naturhavnen med rampen til bådene har jeg stadig til gode. Det er mærkeligt med vinden.

Du kan gå nede i Tórshavn i stille vejr, og når du står ud på Velbastaður, rives du ud af bilen, som var du en serviet. Vinden står tit i sydøst. Især når jeg skal sove. Så sover jeg ikke. Ligger og tænker på, om min bil skubbes ned i fjorden. Eller om græstaget går løs i et lillebitte hjørne. Det er jo sket. Engang.

I Danmark måles vindstyrken i faldende træer. Her er det i faldende fjeldstykker. Alting er småt heroppe. Undtagen ydmygheden. Den vokser, når vinden tiltager. Eller sneen. Eller isslaget. Fik skænd af naboen over at have kørt over fjeldet i is og sne. Dumme dansker uden pigdæk. Det er godt, at faren som regel er ovre, før den går op for en.

Men alting er småt. Det højeste fjeld er 882 meter. Ingen steder er der længere end fem kilometer til havet. Og hovedstaden har under 20.000 indbyggere. Det tager lidt over en time at køre fra syd til nord og fra øst til vest. Altså der hvor man kan køre. Færgerne er noget andet. De sætter tiden i stå. Selvom de sejler dobbelt så hurtigt som de små færger i Danmark.

Jeg holder gudstjenester på Nolsoy. Øen som forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen syntes lignede en strandet hval. Jeg står helst på dækket af ”Ritan”. I begyndelsen tog jeg kameraet med. Nu ved de godt, at jeg ikke er søstærk. Og de smiler lidt. Af den danske præst. Det må de gerne. Det er godt at få andre til at smile. Og fjorden er smuk. Især i stjerneklart. Ligesom lysene fra bygderne Toftir og Nes og Strendur.

Jeg kan godt lide stjerneklart. Så stormer det ikke så meget. Og nordlyset kan komme. Vi så det oppe i Velbastaður-passet. I badekåber og morgensko. De grønligt hvide flammer. Det får hjertet til at slå lidt hurtigere.

Det gjorde det også, da jeg var oppe i Mjørkadalur ved militærbasen. Med høj sol og nylagt sne. Helt oppe på toppen. Ved kuplerne, hvor radaren stod under den kolde krig. Det giver storhedsvanvid. For landet strækker sig som et øhav i det uendelige. Og ikke 1399 kvadratkilometer fordelt på 18 øer, som ligner krummer på en globus. Det er rå krummer. Med fjeldsider, du kan gå op ad og falde ned fra. Både som får og menneske. Med det skiftende lys og tågen, som kommer bag din ryg.

Var i Gásadalur med min søster. Et stykke oppe af fjeldet, da tågen kom. Som om skyerne gav slip og faldt ned. Som at stå i caffe latte-skum. Og bygden var væk. Så vi satte os ned og talte om noget andet. Også om, at vi ikke ville fortælle færingerne om det. Før nu.

Så smiler de nok igen. Ad den dumme, danske præst. Men jeg er ikke færdig med jordskok-øerne. For selvom de er små, rummer de meget. Vandfaldene, der løber den forkerte vej i storm, og regnen, der falder og falder uden at tage det nedbidte græslag med sig i fjorden, fårene, der slikker salt af asfalten, og køerne, der brøler ved malketid, lyset der gør øjnene trætte, og stærene, der sidder på antennen.

Det fylder i sindet. Ligesom færingerne gør. Med deres varme og indlevelse og nysgerrighed. Deres åbne døre og skænken snaps. Med deres skærpekød og hvalspæk, der lugter særegent. Med deres kædedans og fyldte kirker og harejagter og evindelige kommen-for-sent. Med deres gæstfrihed og livsglæde og store tro.

Aldrig har jeg følt mig så ydmyg. Og så taknemmelig.

rejser@kristeligt-dagblad.dk