I trance kan folk gøre og sige ting, som de næppe vil blive holdt ansvarlige for. Det kan fungere rensende, særligt for samfundets svagere medlemmer.

Religion, uddannelse og udvikling har ikke ændret synderligt på den udbredte accept af det overnaturlige blandt Indonesiens forskellige etniske og religiøse grupper.

– I Indonesien er trancen forbundet med kulturen, fortæller Lidia Aksana Hidajat, forskningskoordinator på psykologisk fakultet på Jakartas Atma Jaya-universitet.

– Vi ved, at der er traditionelle trancedanse på Bali, men det er allerede en moderne verden. Indonesien udvikler sig i en rivende fart, alligevel sker det hele tiden, siger Hidajat, som har forsket i massetrance i Indonesien.

Ikke mange indonesere er glade for at tale om deres tranceoplevelser, men Lina, som i dag er 23, siger, at hun har været besat mange gange i de sidste seks år – altid af den samme djinn (ånd).

– Dens ansigt var nøjagtig det samme som min storesøsters, men dens krop var det svært at se ordentligt. Den sagde mit navn, men hvis jeg fulgte den, forsvandt den, fortæller hun.

Lina siger, at massetrancer var så almindelige på cigaretfabrikken i Malang, hvor hun arbejdede, at hun endte med at sige op.

Indonesiske medier rapporterede om en gruppetrance blandt arbejdere på Bentoels cigaretfabrik i Malang på Java i marts 2006. Hidajat interviewede 30 af de ramte kvinder til sin forskning.

– De fortalte mig, at da det skete, sad de i en meget lang hal og arbejdede sammen på rækker, idet de rullede cigaretterne med hånden, siger hun.

– De arbejdede i stilhed. Det er en af forudsætningerne for, at en trance kan finde sted: Der er normalt stille, og de er i gang med en ensformig aktivitet.

Pludselig begyndte en af arbejderne at skrige, og hendes krop blev stiv. Kvinden ved siden af hende gav sig til at græde og blev også stiv i kroppen. Andre forsøgte at hjælpe, men snart begyndte også de at gå i trance i en slags dominoeffekt.

En lokal muslimsk leder blev tilkaldt, men hans bønner havde ingen virkning. Til sidst faldt de udmattede kvinder i søvn, og da de vågnede, kunne de ingenting huske.

Hidajat konkluderer, at massetrancen havde mere at gøre med udmattelse og stress end med onde ånder.

Hun siger, at der var mange fællestræk ved tranceofrene, hun interviewede.

– Ofte er det folk, som er meget religiøse eller under pres. De kom også fra dårlig socioøkonomisk baggrund, og mange af dem fortalte, at de ikke havde haft nogen lykkelig barndom, sagde hun.

– Alle trancedanserne, jeg mødte på Bali, har lignende sårbare personligheder.

Eko Susanto Marsoeki, leder af Malangs psykiatriske hospital, siger, at overarbejde er tæt forbundet med massetrancebegivenhederne på fabrikkerne.

– Normalt sker det for folk, som har haft problemer i deres barndom, og for folk, som arbejder for hårdt. Det er en form for distancering, en slags hysteri, siger han.

– De kan ikke protestere, men det kan de så alligevel gennem en massetrance. Så tit er det en form for protest, som der ikke vil blive slået alt for hårdt ned på, siger han.

Da mere end 30 elever ved Kalimantans Pahandut Palangka Raya-gymnasium faldt hen i trance i november, skød de skylden på en ånd, der boede i et træ i nærheden.

Under flaghejsningsceremonien om morgenen begyndte en af pigerne pludselig at skrige og kunne ikke bevæge sig. Snart sluttede hendes venner sig til hende, indtil mere end 30 af dem skreg og besvimede, fortæller viceinspektøren, Friskila, til Reuters.

Nogle af pigerne vågnede af trancen, da en medstuderende spillede en muslimsk bøn, som var ringetonen på hendes mobiltelefon. Andre blev bragt til lokale heksedoktorer af deres forældre.

Viceinspektør Friskila hælder imidlertid til en mindre overtroisk forklaring.

– De keder sig, de er trætte, og så sker det her, siger hun.

De fik alle sammen resten af dagen fri.

/Reuters/

Oversat af Sara Høyrup

kirke@kristeligt-dagblad.dk