FORLEDEN LÆSTE JEG til min forbavselse om et tema, som jeg faktisk ikke troede, det længere var muligt at koge suppe på. Men der undervurderede jeg tidligere sognepræst Helge Rørtoft-Madsen.

Han skriver i Kristeligt Dagblad den 27. februar, at Lissabon-traktaten vil få en uoverskuelig betydning for den danske folkekirke. Det er ikke rigtigt, og påstanden er da også tidligere blevet modbevist over for andre EU-modstandere adskillige gange igennem årene. Men jeg vil med glæde tage diskussionen med Rørtoft-Madsen også.

Sidste gang, påstanden var på banen, var dengang i 2004 og 2005, da forfatningstraktaten var aktuel. Den blev senere lagt på fjernlager, efter at hollændere og franskmænd kasserede den. Siden er forfatningstraktaten blevet erstattet af Lissabon-traktaten, men i forhold til kirkediskussionen er intet ændret. Den kirkeartikel, Rørtoft-Madsen henviser til (artikel I-51 i forfatningstraktaten), er videreført fuldstændig ordret til Lissabon-traktatens artikel 17.

RØRTOFT-MADSEN påstår, at ”dansk kirke- og religionsret (med Lissabon-traktaten) vil være underordnet EU-retten og forpligtet af EU-lovgivning og -domme på området”. Med andre ord mener Rørtoft-Madsen, at kirkeartiklen i den nye traktat vil kunne bruges af EU til at brede sig på dette område.

Men der er noget, Rørtoft-Madsen har misforstået. For hele kirkeartiklen er netop indsat i traktaten for at undgå misforståelser. Hvis man går tilbage og ser på den arbejdsgruppe, der i sin tid behandlede udformningen af kirkeartiklen, fremgår det meget tydeligt, at selve artiklen er indsat for klart at fastslå, at her er der tale om kompetencer, som tilfalder medlemsstaterne og ikke EU. Der er hermed sat nogle hegnspæle op, som EU-samarbejdet ikke kan krydse over.