Først for omkring 2,5 millioner år siden begynder vores hjerne at vokse. Der synes nu ifølge Peter K.A. Jensen at være enighed om, at det er ændring i adfærd, der har resulteret i ændring af størrelse. Måske i virkeligheden først og fremmest ændring af kostvaner, idet vi begyndte at spise kød.

FØR HAVDE VI, det vil sige tidlig homo, klaret os med frugt og anden planteføde. Men nu kom der pludselig kød på bordet. Med kødspiseriet fulgte udviklingen af social adfærd og det familiære netværk, og dermed grundlaget for vækst af den hjerne, vi hidtil havde gået rundt med.

Og med den større hjerne fulgte endelig det sidste vigtige trin – udviklingen af sproget. Præcis hvornår sproget opstod er stadig usikkert, men grundet det faktum, at alle mennesker rundt om på kloden besidder de samme evner for sprog, er det rimeligt at antage, at sproget er udviklet før mennesket begyndte sin udvandring fra Afrika for omkring 60.000 år siden. Ingen andre har vores evne til at kommunikere ved hjælp af et komplekst talesprog og Peter K.A. Jensen beskriver netop talesproget som menneskets udviklingsmæssige triumf, som hæver os op i en særlig kategori adskilt fra resten af dyreverdenen.

Så nu sidder vi der med vores store hjerner, der har været så længe undervejs. Og store er de, flere gange større end hjernen hos ethvert andet pattedyr af samme størrelse som os. Og kostbare både at lave og vedligeholde. I fostertilstanden sker der en eksplosiv udvikling i nydannelsen af hjerneceller, der i sidste halvdel af fostertilstanden blandt andet resulterer i, at 173 millioner nye celler pr. dag vandrer af sted til deres slutdestination i hjernens yderste lag, hjernebarken.

Hjernebarken er den mest interessante del af hjernen, fordi den er den primære kilde til og grundlag for vores bevidsthed. På fødselstidspunktet har vi omkring 30 milliarder hjerneceller i hjernebarken, men hermed er det ikke slut. I løbet af de første leveår kommer der yderligere små 30 milliarder til, først og fremmest de såkaldte "støtteceller" også kaldet gliaceller.

På fødselstidspunktet er der ingen stor forskel på en chimpansehjerne og en babymenneskehjerne, de er næsten lige store og ser meget ens ud. Men efter fødslen fortsætter menneskehjernen sin vækstspurt, indtil den i barnets første tre leveår bliver næsten fire gange så stor som den nyfødtes hjerne. Kroppen kan slet ikke følge med og derfor dingler de små toårige poder da også rundt med nogle kæmpe hoveder på deres små stilkehalse.

HVORDAN ER DE STORE HJERNER så opbygget? Vi ved nu, at en voksen hjerne rummer cirka 60 milliarder celler, hvoraf omkring 25 milliarder er de uerstattelige nerveceller, mens resten er støtteceller. Når disse nerveceller skal meddele sig til hinanden, benytter de sig af såkaldte knudepunkter eller synapser, hvor de udveksler kemiske substanser og elektriske signaler.

Hver nervecelle har 5000-8000 synapser, som den deler med andre nerveceller. Det vil sige, at der i menneskets hjernebark konstant er omkring 150.000.000.000.000 (eller 150 tusind milliarder) synapser i en nærmest kosmisk balance, der tillader os at gå omkring og opføre os fuldstændig normalt. Grunden til, at det overhovedet går godt, er, at de fleste hjerneceller bruger al deres tid på at holde de andre i skak og på den måde opretholder en form for ligevægt.

En af de mest beundrede egenskaber ved hjernen er dens evne til at træffe valg. Ifølge Martin Skov og Thomas Z. Ramsøy har de seneste års forskning i neurobiologi vist, at de valg, vi træffer, er langt mere afhængige af emotioner, end vi gik rundt og troede. Hvorvidt vi foretrækker det ene for det andet er blandt andet afhængig af hjernens såkaldte belønningssystem. Det vil sige, at hjernen langsomt lærer, om den foretrækker kaffe eller øl, Pia Kjærsgaard (DF) eller Villy Søvndal (SF).

Mange af belønningssystemets processer foregår både automatisk og ubevidst og er ikke nær så velovervejede, som man tidligere har ment. Skov og Ramsøy kan berette om en undersøgelse, hvor forsøgspersonerne blev scannet, mens de drak henholdsvis Coca-Cola og Pepsi Cola. Så længe forsøgspersonerne ikke vidste, om de fik Coca-Cola eller Pepsi Cola mente de, at de to læskedrikke smagte lige godt. Men så snart de fik at vide, om der var Coca-Cola eller Pepsi i glasset, steg forsøgspersonernes forkærlighed for Coca-Cola. Man kunne oven i købet lokalisere denne branding til bestemte områder i hjernen. Vi er altså påvirkelige, måske noget mere end vi bryder os om at tænke på. Det er jo fristende at se sig selv som et rationelt tænkende menneske, der ikke sådan er til at gøre indtryk på. Og samtidig ved vi godt, at når Hillary Clinton og Barack Obama bruger millioner af dollar på spin, så sker det i forventning om, at de får en beregnet og kalkuleret respons tilbage fra vælgerne.

DET ER ISÆR, fordi pandelapperne hos mennesket er så store i forhold til andre pattedyrs, at man med rimelighed kan pege på dem som det område af hjernen, der især giver mennesket dets unikke evner. Fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen, foretager vi en monstrøs mængde beslutninger. Ikke alle af lige stor værdi – skal vi vælge blå sokker eller grå sokker – eller tage bussen og lade bilen stå? Skal vi benægte Guds eksistens eller tro på et liv efter døden?

De lærde har nu i 20 år været uenige om, hvorvidt hjernearbejde er energikrævende. Ifølge Albert Gjedde begyndte amerikanerne i 1980'erne for alvor at kortlægge hjernens funktioner, en kortlægning som bestod i at vise, hvor i hjernen, der kommer øget blodgennemstrømning, når hjernen er i aktion. Problemet var blot, at den øgede gennemblødning ikke var ledsaget af et tilsvarende øget iltforbrug – der ellers er det normale anerkendte udtryk for en øget energiomsætning.

Det resultat stod i stærk kontrast til dem, der påstod, at hjernen ikke er aktiv i hvile, et synspunkt, der da også er ved at vige for den radikalt modsatte opfattelse, at der foregår et betydeligt stofskifte i hjernen under hvile. Og hvad kan man så forestille sig, at den aktivitet går ud på? Det kunne for eksempel være, at hjernen er travlt beskæftiget med uophørligt at skabe den virkelighed, der når frem til vores bevidsthed. Ikke noget dårligt gæt.

Og hvem eller hvad er det så lige, der bestemmer, hvad der når frem til vores bevidsthed? Bestemmer du over din hjerne eller bestemmer din hjerne over dig? Her må jeg stå af, men ønsker man at høre mere om denne fascinerende hjerne, er der muligheder i ugen, der kommer ...

Bente Pakkenberg er professor, dr.med. og hjerneforsker ved Bispebjerg Hospital. Hun er ordstyrer ved et debatmøde i København på fredag i forbindelse med HjerneUgen, som man kan læse mere om på www.hjerneugen.dk