Pavestolens diplomatiske linedans

Men Pavestolen kan heller ikke ignorere Kosovos kristne mindretal, som overvejende er serbisk-ortodokst. Dialogen mellem ortodokse og katolikker er også vanskelig, for selvom de to kirker dogmatisk står hinanden nær, har næsten tusind års adskillelse næret en gensidig mistro, der først er bedret i de seneste år. Den russiskortodokse kirke har et tæt forhold til den russiske regering, der støtter Serbien, så en pavelig anerkendelse af Kosovo kunne få negative følger både kirkeligt og politisk.

Et selvstændigt Kosovo er også uacceptabelt for Kina, der har sine egne vanskeligheder i forhold til Tibet og Taiwan. En pavelig støtte til Kosovos uafhængighed vil derfor irritere Kina, som meget vel kan reagere ved at stramme grebet om Kinas katolikker yderligere og blokere de forhandlinger om en normalisering af forholdet mellem Kina og Pavestolen, der har stået på i årevis.

Alt sammen gode grunde nok til at forholde sig neutralt afventende.

Over for EU og USA er det til gengæld det internationale systems stabilitet og gennemskuelighed, der ligger Pavestolen på sinde. Og derfor betoner man FN’s og folkerettens rolle for en retfærdig løsning på Kosovo-konflikten. Alternativet ville være ren stormagtspolitik, og det har Vatikanet som lilleputstat ikke megen tiltro til.

Men hvad er så Pavestolens egen politiske dagsorden, og hvorfor tolererer det internationale samfund overhovedet, at det spiller med på den politiske scene?

Der er næppe noget dækkende svar, men for dele af den muslimske verden vejer det tungt, at en officiel kontakt med den katolske kirke viser omverdenen en mere moderat islam, der er indstillet på dialog. Det passer omvendt fint med Pavestolens egen insisteren på religionsfrihed og menneskerettigheder over for muslimerne.

For den ortodokse kirke er den fælles kristne profil i et sekulariseret Vesten vigtig også i forhold til Ruslands egen åndelige genfødsel. Moskvas patriark støttede for eksempel varmt den katolske kirkes forsøg på at få indskrevet en henvisning til kristendommen i EU’s forfatningstraktat.

I Kina har regimet fundet ud af, at religionerne kan være værdifulde partnere i løsningen af landets store sociale problemer. Til gengæld håber Pavestolen, at Kina (og Asien) vil være et af kristendommens vækstcentre i tiden fremover.

I forhold til EU er den katolske kirke en vigtig medspiller i spørgsmål som undervisning, socialforsorg og nødhjælp. Samtidig fører EU-landene en intens debat med hinanden om, hvilke værdier der skal kendetegne fællesskabet, og om, hvordan man opretholder dem. Værdier er et katolsk speciale, og det hører med til historien om det diplomatiske ”noget for noget”, at Vatikanet meget gerne vil bidrage til den diskussion.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.