Er den nye ateisme farlig?

Men ikke blot religionen er ifølge Dawkins et ubetinget skadeligt fænomen. Også forestillingen om en personlig skabende Gud søger Dawkins at påvise er en skadelig vrangforestilling, en illusion. Og her er Richard Dawkins blot én af mange, der ud fra forskellige synsvinkler mener at kunne aflive Gud. Sam Harris og Christopher Hitchens er andre internationalt kendte repræsentanter for den samme ambition. Vi står med andre ord ikke blot over for en ny religionskritik, men også over for en ny ateisme.

HVOR FARLIG ER SÅ denne nye religionskritik og ateisme? Allerførst vil det sikkert være på sin plads at slå koldt vand i blodet. Det er jo ikke første gang, religionen i almindelighed og kristendommen i særdeleshed gøres til genstand for kritik.

Og både religion og kristendom har overlevet i fin stil. Tilmed har man endda gennem de sidste par årtier kunnet iagttage en stigende interesse for religiøse spørgsmål. Og måske er det netop én af grundene til den nye og yderst aggressive kritik af religion og kristendom. Man havde forventet, at religion og kristendom ville dø ud af sig selv. Men det direkte modsatte er sket. Derfor føler man fra ateistisk hold, at en ny religionskritisk og ateistisk offensiv er påkrævet.

Men dermed står spørgsmålet stadig ubesvaret: Hvor farlig er den nye religionskritik og ateisme? Efter mit skøn afhænger svaret af flere ting. Man kan for det første spørge: Farlig for hvem? For den enkelte troende? For folkekirken? For den vestlige verdens moralske og kulturelle sammenhængskraft? For det andet afhænger svaret af, hvad der egentlig får mennesker til at blive religiøse, og hvad der får dem til at falde fra troen. Endelig afhænger svaret af, hvordan man skal bedømme tyngden af de argumenter, som Dawkins & co. fremfører mod religiøs tro.

Jeg vil her indskrænke mig til at fokusere på, om den nye religionskritik og ateisme kan siges at være farlig for den enkelte troende og for kirken. Dette leder straks over til det næste spørgsmål: Hvad skaber religiøs tro, og hvad får mennesker til at falde fra troen? Og hvad betyder i denne sammenhæng religionskritik og apologetik (forsvar for troen)? Hvis vi koncentrerer os om kristendommen, er jeg ikke i tvivl om, at Gud har mange veje og midler til at føre mennesker til tro. Og tilsvarende er der mange veje til at falde fra troen. Disse kendsgerninger lægger op til et nuanceret svar, hvis man skal forsøge at vurdere faren ved den nye ateisme.

Ifølge Richard Dawkins skulle den nye religionskritik og ateisme ikke være farlig for de ægte troende. De er nemlig slet ikke påvirkelige af argumenter, hævder Dawkins spottende. På den anden side er han tydeligvis ude på at omvende sine læsere. Og han refererer da også generøst til mennesker, som ved at læse hans bøger er blevet ateister. Under alle omstændigheder er det Dawkins' håb, at den nye religionskritik og ateisme kan hjælpe skabsateister til at komme ud af skabet.

DAWKINS HAR GIVETVIS RET I, at der vil være mange kristne, hvis tro ikke vil rokkes synderligt af rationelle argumenter. Nogle lever i tryg forvisning om, at den kristendom, som de er vokset op med, er bæredygtig. Andre har haft overbevisende bønnesvar. Atter andre har haft en karismatisk erfaring, og tusindvis af tidligere muslimer har mødt Jesus på en så overbevisende måde, at de midt i en muslimsk kontekst er gået over til kristendommen.

Men selvom det efter kristen opfattelse dybest set er Helligåndens overbevisende gerning, der skaber troen i et menneske, så er vi også mange, for hvem det ikke er uvæsentligt, at troen i vid udstrækning harmonerer med den virkelighed, som vi i øvrigt kan iagttage. Og da bliver religionskritik lige pludselig ikke en ligegyldig ting og apologetik heller ikke.

Men også med hensyn til det rationelle element er der behov for en balancegang, som kan siges at være repræsenteret af C.S. Lewis og K.E. Løgstrup. På den ene side gør C.S. Lewis sig til talsmand for, at det normalt ikke er intellektuelle argumenter, der får mennesker til at falde fra troen. På den anden side fremhæver K.E. Løgstrup i bogen "Skabelse og tilintetgørelse" verdensanskuelsens betydning. En verdensanskuelse kan have en sådan karakter, at den forhindrer mennesker i overhovedet at kunne høre det kristne evangelium.

Vi skal ikke overvurdere den nye religionskritik og ateisme. Efter mit skøn har den ikke en sådan argumentativ tyngde, at vi som kristne enten må lukke øjnene for virkeligheden eller blive ateister. Men vi skal heller ikke negligere den. Den kan i nogle kristne skabe tvivl om kristendommens sandhed. Den kan give ateister gode kort på hånden. Den kan føre til, at nogle mennesker helt opgiver at vende sig til kirken for at få svar på livets store spørgsmål. Og den kan bidrage til en generel antireligiøs stemning, som må siges at have ganske gode vækstbetingelser siden 11. september. Derfor må den nye religionskritik og ateisme imødegås med velbegrundede svar.

Dawkins mener selv, at ateister er ordentlige og moralske mennesker. Han fremhæver, at ingen ateist kunne finde på at ødelægge helligdomme, sådan som Taleban gjorde med Buddha-statuerne i Afghanistan. Men kunne det tænkes, at den hån og arrogance, som Dawkins i rigt mål lader skylle ud over de stakkels troende, kunne omformes til forfølgelse den dag, hvor Dawkins og ligesindede udgør flertallet? Det vil Dawkins naturligvis forsværge – og muligvis med rette. Men kan man, hvis man nu virkelig mener, at det er videnskabeligt bevist, at Gud ikke eksisterer, i længden have mennesker gående frit omkring, der stadig tror på dette vås med Gud? Det mente man ikke i de lande, der var bestemt af den historiske materialisme.

Kurt Christensen er dr.theol. og professor ved Menighedsfakultetet i Århus