Johanne og Lars trænger vist til at komme på et filosofi-kursus, når de i fuld alvor kan påstå, at demokratikanonen ikke har liberal slagside.

Det har den nemlig i allerhøjeste grad.

Således er 4-5 liberale politiske tænkere medtaget, men ikke en eneste konservativ.

Hvor er Edmund Burke, den fremragende engelske filosof, der var konservatismens fader, og hvis advarsler imod den franske revolution måske har betydet mere for demokratiets udvikling end noget andet?

HAN ER OVERHOVEDET IKKE MED!

Man kan være enig eller uenig med Burke, men man kommer ikke uden om, at han tilhører eliten af politiske tænkere. Derfore er det en skandale, at han ikke er med, imens de liberale har fået selv deres andenrangs tænkere med.

Jeg håber, at Kristeligt Dagblad vil gå videre med denne problematik, så vi kan få opklaret, hvorfor Burke ikke er kommet med.

Der findes nemlig ingen saglig begrundelse for af fravælge ham, så mon ikke det skyldes den sædvanlige sammenrotning mellem liberalister og kulturradikale? Men jeg undrer mig over, at en kapacitet som idehistorikeren David Gress vil lægge navn til dette makværk. Men Kristeligt Dagblad kan jo spørge ham, om han efter denne svinestreg sover godt om natten...

Det er iøvrigt til at grine af, når højskoleforstander Carlsen savner den marxistiske Frankfurter-skole i demokratikanonen. Som bekendt var Frankfurter-skolen med Herbert Marcuse i spiden det åndelige grundlag for den tyske terrorgruppe Baader-Meinhof. Men Carlsen mener åbenbart, at disse terrorister ydede et vigtigt bidrag til demokratiet...

Næh, hvis vi snakker om moderne filosofi, så have Karl Popper med sit hovedværk Det Åbne Samfund, hvor han advarer imod de totalitære ideologier, både nazismen og marxismen, været langt mere relevant.

Ovenstående indlæg er skrevet af undertegnede.

Godt at Muhammed-tegninger ikke kom til at indgå i regeringens seneste kanonpåfund! Det ville have været proportionsforvrængning i forhold til de virkelige trusler, folkestyret har været og stadig er udsat for.

De største trusler mod det danske demokrati har vi såmænd selv sørget for gennem de sidste mange år. To ting kan man pege på i denne forbindelse.

For det første har vores medlemskab af EF/EU betydet, at hovedparten af den danske lovgivning i dag udgår fra Bruxelles, hvorfra den varetages af ikke-folkevalgte politikere og embedsmænd. Den folkelige indflydelse på lovgivningen er ofret på effektivitetens og profittens hellige alter. Med det sidste sigter jeg især til den indflydelse, store erhvervsorganisationer udøver gennem deres omfattende lobbyvirksomhed overfor EU-Kommissionen, og som reelt indebærer en kortslutning af demokratiet. Med Lissabon-traktaten skæres endnu en bid af det danske folkestyre, fordi EU hermed vil kunne lovgive på flere områder end hidtil.

For det andet så betyder de årlige aftaler mellem regering og Kommunernes Landsforening om den kommunale økonomi en alvorlig ansvarsforflygtigelse i forhold til vælgerne, fordi vælgerne kun har ringe mulighed for at gennemskue, hvad der foregår ved disse forhandlinger og med hvilket mandat parterne handler - og det uanset disse forhandlinger får den største betydning for den service, den enkelte borger kan forvente at få fra sin kommune. Resultatet er, at borgerne ikke ved hvem, de egentlig kan stille til regnskab for de aftaler, der træffes mellem regering og KL. Det er en særdeles alvorlig ting, fordi det repræsentative demokrati jo ikke giver megen mening, medmindre vælgerne ved, hvilke politikere, de skal rette deres eventuelle utilfredshed mod, når de næste gang står i stemmeboksen.

Den udhuling af folkestyret, der gennem årene er sket på disse to områder, har langt alvorligere konsekvenser for vores demokrati end nogle hundrede forskruede muslimske fanatikere, der demonstrerer i gaderne på grund af nogle latterlige tegninger.