Den nye ateisme – kristentroens forbundsfælle?

Det er et problem for den kristne tro at skulle gøre sig gældende under både religionernes hærgen og ateisternes harme over samme problem. Men det vil være klogt ikke at tage fejl af farerne i situationen og mene, at religion som sådan skal forsvares. Tværtimod kan det være sådan, at det er vigtigere at forsvare ateistens ret til vantro og vrede over religionernes uforstand og vold, end at værne om religiøsitetens ret til at afvise kritik med følelser – også i de tilfælde, hvor den klæder sig i tolerance og vil lade alle religiøse holdninger være lige indiskutable.

KRISTENTROEN BLEV fra begyndelsen anklaget for gudløshed og blasfemi for sin tro på Guds nærvær og menneskelighed i Jesus Kristus. Selvom kirken i sin historie unægtelig har ladet kristentroen forme sig som en religion, har den undervejs i sin vekselvirkning med den menneskelige verden inderst inde altid været klar over, at kristentro egentlig ikke er religion, men tværtimod en religionskritik, også mere radikal end den, som den nye ateisme kan præstere. Inkarnationen og troen på, at i Jesus Kristus blev Gud menneske, at han levede et sandt menneskeliv uden at ville magten, lod sig korsfæste for menneskenes skyld, og bekendes som den opstandne Herre, det er en modsigelse af religionen, og blev fra begyndelsen opfattet sådan. Derfor har det altid været en fejludvikling, når kirken gik efter magten, for al religion er forbundet med magt!

I sin samtale med kvinden ved Sykars brønd (Joh. 4, 5-26) taler Jesus om at tilbede Gud "i ånd og sandhed" og afviser dermed bestemte helligsteders betydning. Templets tid er forbi, Gud er nær i sin Ånd, den, som Jesus giver. Og det kan han endda tale med en kvinde om!

Religion deler verden op i rent og urent. Jesus afviser at kalde noget af det skabte urent, han rører ved en spedalsk og spiser sammen med toldere og syndere. Det, der fortælles om ham i evangeliet, kan meget vel krænke religiøse følelser. Det fortælles også, at han satte rimelighed og medfølelse over lovens bogstav og dermed opfordrede til at tolke den menneskeligt.

Hans måde at tale og handle på gav nødvendigvis anledning til sammenstød med de religiøse ledere, der mente at have eneret på tolkning af lovens urørlige bogstav. Bjergprædikenen begynder med at give opfyldelse, før den taler om krav. Evangeliets omdrejningspunkt er påskens fortælling om korset og den magt, der er i Guds afmægtighed.

Det er sådan, at kristentroen, troen på tilgivelsens og opstandelsens magt, har vi i et lerkar, det vil sige i en menneskelig form; her giver den sig udslag i religiøse følelser, i tilbedelse og glæde, i en rigdom af kunst og i håb på tværs af al fornuft – men altså også med en iboende skepsis over for religion.

I sin store roman "Brødrene Karamazov" har Dostojevskij en berømt fortælling om storinkvisitoren. For ateister er den spanske inkvisitions storhedstid netop et yndet tidsafsnit i kirkens historie at tage frem. Der finder man den totale religiøse kontrol af mennesker, grusomhed, tortur og religiøse magthavere.

Skildringen bruges (eksempelvis hos Sam Harris) med et elegant snit gennem 500 års historie, hvor selvkritik, oplysning og arv fra oldkirken springes over. Men hos Dostojevskij tages anfægtelsen i den religiøse magtbrynde alvorligt.

Det fortælles, at en dag midt i inkvisitionens tid kommer Kristus selv gående over torvet i Sevilla, dens højborg. Menneskene bliver lykkelige, blinde ser, lamme går og syndere får tilgivelse – men storinkvisitoren ser straks sin magt truet af åndens og kærlighedens magt.

Han fængsler Kristus og vil lade ham brænde på torvet næste dag. Folkets reaktion er han ikke bange for, for han ved, hvordan de religiøse følelser skal bruges til underkastelse og had. Men i fængslet udfolder der sig en samtale imellem de to, om tro og frihed og ånd. Dostojevskij leverer med den samtale en kritik af religionens hærgen, som er noget mere dybtgående og nutidig end den, de nye ateister kan levere; men han giver også et forsvar for kristentroen, som har vægt.

Det, der ligner religionens triumf over troens frihed, modsiges indefra af kristendommens kerne. Fortællingen ender åbent, men den udtrykker ægte kristen opstandelsestro, den at Kristi magt, som er kærlighedens afmagt, vil vise sig stærkere trods alt.

Hos Dostojevskij skildres den religiøse magt som en djævelsk fristelse, der virkelig bør frygtes, mens den nye ateisme, på tværs af al erfaring, beskriver den som en overstået børnesygdom. Dér har ateisten selv i sin hidsighed suspenderet den sunde, historiske fornuft.

MEN DEN ATEISME, som er aktuel nu, omfatter jo også tidligere muslimer, som for eksempel Ayaan Hirsi Ali og Mina Ahadi. De har taget oplysningen og frihedsrettighederne i Vesten til sig og protesterer mod den religiøse magtanvendelse og frygten hos kritikerne. Som "frafaldne" risikerer de livet for denne frihed, og deres situation nærer sikkert dermed også de "gammelvestlige" ateisters harme. Men deres nye tilgang til idéernes historie kan måske igen belyse sammenhængen mellem den kristne tro i Europa og kontinentets udvikling af demokrati og frihedsrettigheder.

Når vi som kirke glæder os over en voksende religiøs interesse på baggrund af de triste, marxistisk prægede årtier, så gælder det om ikke at glemme religionens farer – dem, som de vrede nye ateister gør os opmærksomme på.

Det er nødvendigt med fællesreligiøse samtaler, for vi skal være her sammen. Det er også vigtigt at bygge broer mellem religiøse mennesker – og udveksle spirituelle erfaringer, hvis man er til det.

Men for kristentroen er en flirt med lovreligion eller med okkulte handlinger mere risikabel end en åben og fordomsfri debat med ateismens protest. Naiv hensyntagen til religiøse magthavere er farligere end naiv tillid til videnskab. Og i forhold til det samfund, som kristentroen har været med til at opbygge, præget af demokrati, religionsfrihed og menneskerespekt, er ateisten måske ikke den værste forbundsfælle.

Karen E. Hansen er cand.theol. og tidligere sognepræst