Storm over Amager

Kristian Bang Foss har skrevet en generationsroman om en samfundsklasse, som sjældent kommer til orde i litteraturen

Storm over Amager

De fleste husker nok den voldsomme storm i december 1999. For en stund blev man i Danmark mindet om naturens dødbringende kræfter, og folk blev inden døre for at passe på sig selv og hinanden. Kristian Bang Foss, der er født i 1977, lader dette heftige uvejr danne rammen om sin anden roman med titlen "Stormen i 99". Det giver en truende og uheldssvanger, næsten apokalyptisk stemning i romanens episodiske skildringer af livet på og omkring en arbejdsplads på Amager.

Som kontrast til det alvorstunge tema har forfatteren spækket romanen med bizarre og rent ud sagt ulækre scener af kropslig, fysisk karakter. De mange udpenslede beskrivelser af dårlig afføring, grov sex og banal vold får læseren til at distancere sig langt fra det fortalte. Dér står romanen og svinger mellem tiltrækning og frastødning, mellem indlevelse og distancering.

"Stormen i 99" er noget så usædvanligt som en kollektivroman, en genre, man næsten troede hørte fortiden til. Hos Kristian Bang Foss er kollektivet samlet om arbejdet på tøjlageret InWear, der i romanen og såmænd også i virkeligheden ligger på Amager. Forfatteren trækker formentlig på egne erfaringer, i hvert fald virker romanens beskrivelser af den monotone arbejdsgang overbevisende. Romanen er dog langtfra monoton. Alene det brogede persongalleri giver bogen fart og farve.

Der er Katja, som har fået skåret sin ene brystvorte af med en negleklipper, og Katjas kæreste, René, som vil hævne mishandlingen af hende med vold, og så er der staklen Høberg, der bliver mobbet på arbejdet og bedraget af sin kone. Personerne er enten blevet ydmyget, eller også ydmyger de andre. Omsorg og kærlighed er fjerne begreber i denne verden.

I centrum for begivenhederne står Nanna og Anton, som læseren møder på romanens allerførste side. De har gået i folkeskole sammen, og ingen af dem er begyndt på en længere videregående uddannelse. Begge har de svært ved at se meningen med deres liv og arbejder midlertidigt på et tøjlager. Ved forårsfesten bliver de opstemte af alkohol og ender i seng med hinanden. Men ingen af dem har store erfaringer med kærlighedslivet, og kun tøvende bliver deres forhold tættere.

På romanens bagside har forlaget skrevet, at "Stormen i 99" er "en roman om Danmark op til den store skæbnesvangre decemberstorm i 1999." Det er nu at tage munden for fuld. Romanens personer bærer tydeligt præg af deres unge alder og københavnske miljø, og de er således blot en lille del af det store billede. Man kunne derimod sige, at Kristian Bang Foss har skrevet en generationsroman om en samfundsklasse, som sjældent kommer til orde i litteraturen.

Forfatterens sproglige register er stort, og man må beundre de mange kreative påfund, som giver fortællingen dens uforudsigelige drejninger. Problemet er kun, at distancen til personerne bliver for stor. Der savnes en dybere problematik. Det er alt sammen dygtigt gjort og lidt uvedkommende.

Kristian Bang Foss: Stormen i 99. 248 sider. 249 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk