Og Margrete Aukens syn på meningen med traktatartiklen om den kirkelige ”dialog” med EU bekræfter også min forståelse. Forskellen mellem os er alene, at Margrete Auken kirkepolitisk både ønsker og arbejder for, at folkekirken – blandt andet gennem stiftsråd og løsrivelse fra stat og folketing – skal indpasses i de europæiske organisations- og magtstrukturer. ”så også folkekirken kan lade sin stemme, sine blandede stemmer, lyde i den europæiske samtale” i tæt samspil med EU.

Det, jeg opfatter som problematisk, håber Margrete Auken bliver virkelighed. Min forståelse af traktaten er ikke fejlagtig, men rummer en problematisering, Margrete Auken åbenbart ikke finder god mening i. Formentlig fordi vores kirkesyn og kirkepolitiske indstillinger er forskellige. Det har intet at gøre med, at jeg ”ser spøgelser”.

MARGRETE AUKEN og Karin Riis-Jørgensen har det til fælles, at de enten ikke kan eller vil forstå traktatens kirkeartikel i den større, retlige sammenhæng, den står i og er bestemt af. Derfor glider de helt af på min forsigtige diskussion af spørgsmålet, om folkekirkens ”status” (Grundloven) er sikret som rent nationalt anliggende, uafhængigt af EU-traktatens (-rettens) antidiskriminationsprincip.

De to kilder, Karin Riis-Jørgensen støtter sig til – Kirkeministeriets og Henning Kochs udtalelser – går heller ikke ind på det spørgsmål. Og derfor forstår og bruger hun artiklen som garanti for, at selve folkekirkeordningen er sikret uafhængigt af EU – så længe den er uændret i Grundloven. Jeg er ikke så skråsikker i den sag som Karin Riis-Jørgensen. Men det kunne vi så diskutere nærmere.

Men tak for modindlæggene, for til trods for deres ideologiske tendentiøsitet vil jeg ikke underkende dem som bidrag til den afklaring af det komplicerede spørgsmål om kirkens fremtid i EU, der er så vigtig lige nu, hvor det måske ikke kan afklares bedre end gennem en ordentlig folkelig og kirkelig debat forud for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Helge Rørtoft-Madsen,
tidligere sognepræst,
Næbvej 49, Præstø