Der er megen lidelse i Jesu lidelseshistorie. Han blev næsten pisket til døde af romerne, under stor smerte iført en stikkende tornekrone og måtte herefter bære sit kors til toppen af Golgatha, hvor han blev naglet fast til korset. Først mange timer senere døde han af sine sår.
Selvom beretningen om Jesu død er dramatisk, var korsfæstelse en forholdsvis almindelig henrettelsesmetode i oldtidens Romerrige. Den blev mest brugt mod slaver eller sørøvere, og de blev også, som Jesus, pisket til blods, inden de blev hængt op på korset.
Korsfæstelsen blev brugt til folk, der ikke var romerske borgere, og til de laveste klasser i samfundet. Den romerske elite blev henrettet på en finere måde de blev for eksempel halshugget med et sværd. Alting var generelt mere brutalt i gamle dage, og man havde nogle frygtelige metoder til at henrette folk. Det var også almindeligt at brænde forbrydere levende, fortæller Nils Arne Pedersen, som er kirkehistoriker ved Aarhus Universitet.
Helt konkret fik forbryderne armene bundet fast, eller de blev fastnaglet til en tværstang, som derefter løftedes op og fastgjordes til pælen, så fødderne hang over jorden. Som regel døde de efter kortere tid som følge af kvælning. I sjældne tilfælde som ved Jesu henrettelse døde den dødsdømte først efter længere tid som følge af blodtab og udmattelse.
Historiske kilder vidner om, at korsfæstelsen var udbredt. Mest kendt er nok historien om slaveopstanden mod Romerriget ledet af Spartacus, som ender med at omkring 6000 slaver bliver korsfæstet.
Omkring år 300 holdt romerne dog inde med korsfæstelserne,
De blev afskaffet af den romerske kejser Konstantin den Store, som fik et positivt forhold til kristendommen. Det var omkring den tid, Romerriget blev kristent, og da korsfæstelsen jo i høj grad var knyttet til Jesus, kunne man ikke rigtig fortsætte med at henrette folk på den måde, siger Nils Arne Pedersen.
I dag bruger man ikke længere korsfæstelse som henrettelsesmetode, men i Filippinerne lader en snes personer sig hvert år i anledning af langfredag nagle til trækors. Forinden har de pisket sig til blods med bambusgrene og båret på et kors. Som regel hænger de på korset mellem fem og ti minutter, hvorefter de bliver taget ned igen.
Filippinerne er katolikker, man mange er samtidig af den opfattelse, at guddommelige gaver og evig frelse opnås gennem bodshandlinger og anger. De seneste år har korsfæstelserne i Filippinerne i San Fernando de Cutud tæt på hovedstaden Manila imidlertid udviklet sig til noget af et tilløbsstykke, som også handler om selviscenesættelse. Det mener kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen, som i 2006 lavede kunstfilmen Holy Wood, der netop skildrer de frivillige filippinske korsfæstelser langfredag.
For mange af dem, der frivilligt lader sig korsfæste og piske til blods, handler det utvivlsomt om at iscenesætte sig selv, at få opmærksomhed og komme i medierne. De anlægger langt hår og skæg ligesom Jesus, og nogle opnår nærmest stjernestatus, fordi de har ladet sig korsfæste mange år i træk. Hvor det tidligere var en lokal begivenhed, har det udviklet sig til et stort show med 50.000 mennesker, hvor både Coca Cola og Pepsi deltager, siger hun.
Det asiatiske katolske magasin World Mission beskrev under sidste års påske, hvordan en ung filippinsk mand brugte korsfæstelsen til at reklamere for sig selv. Han håbede, at hans ukendte amerikanske far på den måde ville lægge mærke til ham.
Det er dog mest befolkningen, og ikke den katolske kirke i Filippinerne, der er begejstret for den blodige tradition. Også kirkehistoriker Nils Arne Pedersen har svært ved at sætte sig ind i den lidt aparte markering af påsken.
Som luthersk teolog forstår jeg ikke idéen med at efterfølge Kristus og i bogstaveligste forstand tage sit kors op. Jeg mener ikke, selvpineri er en from gerning, som man opnår noget ved. Ved at leve sit liv bliver man automatisk konfronteret med lidelsen. Det kan nemt blive en begivenhed, hvor man udstiller sig selv, siger Nils Arne Pedersen.