Tibets tragedie

UROLIGHEDERNE I TIBET er en eftertrykkelig påmindelse til hele verden om, at det kinesiske regime er et kommunistisk diktatur, der bruger alle midler for at slå hårdt ned på enkeltpersoner og grupper, som ikke følger den herskende opfattelse hos centralregeringen i Beijing.

I takt med Kinas voldsomme økonomiske fremgang, der har slået omverdenen med forbløffelse og fra tid til anden også beundring, har der været en tendens til at glemme den politiske undertrykkelse. Kinesiske sikkerhedsstyrkers hårde fremfærd i disse dage i den tibetanske hovedby, Lhasa, dokumenterer imidlertid, at alt desværre er som tilforn.

Sikkerhedsstyrkernes klapjagt på systemkritikere, herunder mange munke, må selvsagt fordømmes i de skarpest mulige vendinger. Men de blodige begivenheder bør tillige fremkalde en bredere overvejelse om, hvorvidt det internationale samfunds kurs over for Kina er den rigtige.

Det centrale element i strategien er, at samhandel og andre former for samkvem – politisk, kulturelt og religiøst – efterhånden vil påvirke Kina så meget, at diktaturet ikke længere kan opretholdes. En middelklasse i kraftig vækst vil ikke i længden acceptere politisk ufrihed. Samkvem med Kina bør dog ikke stå alene. Ved siden af at samarbejde på forskellige områder bør udlandet kende sin besøgelsestid og tage afstand fra krænkelser af menneskerettighederne i vendinger, der ikke kan misforstås. Det ene udelukker bestemt ikke det andet.

I DE KOMMENDE måneder vil de kinesiske myndigheder være specielt følsomme over for kritik i kraft af landets værtskab for De Olympiske Lege til sommer. Denne mulighed må specielt udnyttes af Europa og USA, der har stærke traditioner på menneskerettighedsområdet, og som derfor kan tale med ekstra stor troværdighed.