Drømmen om det muslimske demokrati

Det er sådanne rare eller bekvemme tanker, der på én gang renvasker islams grundidé og udgør den kreative drivkraft hos forfatteren. Som helt ung måtte han krampagtigt holdende sin fire-årige søster i hånden selv flygte med et af de sidste fly fra Teheran, da den islamiske revolution gjorde sit indtog her.

Aslan kender altså helt personligt til skyggesiderne af radikal islam. Men han tror på en bedre fremtid. Og han begrunder sin tro med analyser, der med hans ord viser, at en muslimsk reformation, som positivt vil forandre islam, netop i disse år er ved at tage form.

Reformationen udspiller sig som en kamp mellem moderate muslimske kræfter som Aslan selv på den ene side og så konservative islamiske bevægelser a la al-Qaeda på den anden side. Den sidste gruppe er dem, der ses gribe til våben og terrorbomber. Men det vigtige for Aslan er, at de traditionalistiske terrorkrigere som oftest ikke retter deres angreb decideret mod vesterlændinge, men snarere går efter muslimer eller muslimske foretagender, som er blevet for vestlige. Terrorbomberne i London sprang i muslimske kvarterer, lyder den effektfulde pointe i bogens indledning.

Aslans vestlige læsere manes hermed til besindighed på to måder: Islam er for det første i sit udgangspunkt en fredelig religion. For det andet, så handler al ufreden, som alligevel findes, om interne muslimske stridigheder, ikke om, at islam generelt vender sig mod Vesten. Og konklusionen på det hele er, at der til slut vil fremvokse et ædelt og ægte muslimsk demokrati. Også i det ellers så ustadige og urolige Mellemøsten.

Ufatteligt er det, at en mand af Aslans kaliber, dannelse og indsigt ikke selv kan høre, hvordan disse argumenter og analyser hårdt og ubarmhjertigt støder mod både virkelighedens og logikkens store, men nødvendige målestok. Muslimer bør selvfølgelig nu i stort tal læse hans bog, for det vil være skønt, hvis hans humane drømme blev til skinbarlig virkelighed. Men nysgerrige vesterlændinge, som vil have et realistisk billede af nutidens næststørste verdensreligion, bør begynde andre steder.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk