Manglende sygdomserkendelse er et problem

For få uger siden var den gal igen. Vi opdagede, at hun havde smidt sin medicin (abilify) i skraldespanden. Gennem de næste to uger lykkedes det os at smugle medicin i hendes mad. Det var tydeligt, at hun i den periode fik det bedre. Før den tid havde hun taget en dosis på 5 mg daglig, og det var tilsyneladende tilstrækkeligt. Nogle dage efter insisterede hun på selv at ville lave mad. Og det er jo heller ikke en løsning at komme medicin i hendes mad. Vi går nu og venter på nyt tilbagefald, og vi frygter, at vi måske for første gang skal imødese en tvangsindlæggelse.

Forudsætter en tvangsindlæggelse, at patienten er til fare for sig selv eller andre? Vores datter er ikke farlig, når vi overvåger hende. Skal vi så undlade at overvåge hende for at få hende indlagt og risikere, at der overgår hende en ulykke? Min kone og jeg taler undertiden om, om vi resten af vort liv skal fortsætte på den måde. Vi føler os trætte. Vores datters børn er nu teenagere og har de seneste år haft en opvækst, hvor de skiftevis har boet hos familien og hos vores datter. Jeg vil nævne, at vores datter ikke på noget tidspunkt har haft nogen form for sygdomserkendelse. Hendes diagnose er skizofreni, men lægerne er vist noget usikre. Vores datter er nu på pension, men har mellem indlæggelserne delvis afsluttet en uddannelse. Har I forslag til, hvordan vi kan håndtere situationen?

Venlig hilsen

Arne

–-

Kære Arne

Det er godt at høre, at du har en god familie. Men det er smerteligt for jer, at en af jeres kære har fået en kronisk sindssygdom. Om det drejer sig om skizofreni eller en anden psykotisk lidelse kan sikkert diskuteres. Men det vigtigste er, om der findes en behandling, som virker. Og det kan vi forstå, at der gør. Abilify er et af de nyere, mere skånsomme præparater, og en dosis på 5-10 mg er lav og har formentlig ingen bivirkninger. Derfor er det også trist at erfare, at hun gang på gang holder op med at tage medicinen, for undersøgelser tyder på, at sindssygdomme langsomt kan forværres ved hvert tilbagefald.

Desværre er den manglende sygdomserkendelse meget genkendelig, og den er ofte en del af sindssygdommen. Behandlere og pårørende kan mange gange iagttage, at den syge bliver mere og mere rask, hvis medicinen i løbet af 1-2 måneder viser sig at virke, og i så fald kan den pågældende nogle gange – ligesom jeres datter – blive i stand til at uddanne sig eller passe et arbejde. Så meget mere frustrerende er det, når medicinen lægges på hylden, enten fordi de ikke føler sig syge, eller fordi ukyndige mennesker til tider kan udtrykke, at medicin er af det onde. Almindeligvis bliver man ikke syg med det samme efter medicinophør. Nogle gange kan der gå flere uger eller længere, og det er måske lidt af baggrunden for, at patienterne ikke selv ser den sammenhæng.

Det er, som I skriver, ikke en god idé at smugle medicin i maden, for det vil blot kunne forværre tilliden. Vi kan desværre heller ikke bidrage med stor optimisme for det videre forløb, for behandlingen af mennesker med sindssygdom uden sygdomserkendelse er noget af det vanskeligste. Den eneste vej, vi kan pege på fremover, er, at der lægges kræfter i at etablere en behandlingsalliance mellem jeres datter og en god psykiater, som både kan undervise hende i hendes sygdom og være medicinsk vejleder og samtalepartner. Det er der, man må prøve at sætte ind ikke mindst i efterforløbet af en indlæggelse for at forebygge tilbagefald. Det er også vigtigt, at hendes egen læge har et godt kendskab til hende og kan opsøge hende derhjemme i vanskelige perioder.

Hun behøver ikke være farlig for at blive tvangsindlagt. Hvis hun har tilbagefald af sin sindssygdom, og undladelse af behandling forværrer hendes helbredssituation, kan egen læge formidle tvangsindlæggelse på såkaldte ”gule papirer”. At I eller familien døgnovervåger hende er ikke tilrådeligt, for det kan let skabe konflikt og udmattelse. I skal hellere informere og have et godt samarbejde med egen læge og koncentrere jer om hendes børn og støtte dem ved et samarbejde med kommunen.

På hospitalet kan hun godt blive behandlet mod sin vilje, hvis hun er sindssyg. Men først efter flere ugers forsøg på frivillig motivering og efter at et nævn har fået forelagt sagen i detaljer. Sådan er loven indrettet for at beskytte den enkeltes retssikkerhed. Og det gør den nok også i enkelte sager. Men for en del andre er det en lidelsesfuld forlængelse af en forfærdelig sindssygdom og giver de pårørende ekstra bekymringer.

Mange hilsener

Annette og Jørgen