Vi vil ikke være ved det moderne liv

Vi er opdraget til at foragte forstæder, tankstationer og storcentre, mens vi hylder klassisk arkitektur, gamle kirker og vikingeskibene. Det er paradoksalt, at vi på den måde tager afstand fra vor egen tid, mener forfatteren og sociologen Henrik Dahl

Bilkøer på motorvejen, åbne kontorlandskaber og et parcelhus i en forstad. Irriterende medpassagerer i S-toget, skilsmisser og en tur på genbrugsstationen søndag formiddag.

Hverdagen som de fleste danskere lever den, men det er ikke den, vi beskæftiger os med i finkulturen, synes er interessant og omtaler som dansk og dejlig.

Forfatteren og sociologen Henrik Dahl er aktuel med bogen ”Den usynlige verden”, der udkommer i næste uge. I den stiller han skarpt på alle de ting og steder, der omgiver os, men som vi ikke har navne for, idet vi ikke anerkender dem eller synes, de er værd at ”skrive hjem om”.

– Hvis ikke vi har ord og begreber for noget, så ser vi det ikke. Det er en usynlig verden, siger Henrik Dahl.

Hans undren og fascination opstod i forbindelse med de mange foredrag, han holder rundt omkring i Danmark. Her bruger han jævnligt tog og bil, tankstationer og kongrescentre. Pæne og nødvendige steder, der blot ikke er anerkendte som noget at være stolt af.

– Når man ankommer til en tankstation om natten, er den jo som en oase. Man kan få tanket bilen op, få tisset af og få noget at spise, før man skal videre. Alligevel har vi ikke rigtig ord for det. Ingen kunstnere beskæftiger sig med tankstationer, kursussteder, svømmehaller og forstadskvarterer. Og netop kunsten er med til at gøre normer og begreber kollektive. Vi har ingen fælles normdannelse om, hvad vi skal mene om ægtefæller, der uopfordret kommer med kørevejledninger, eller lastbiler, der overhaler på motorvejene. Det er irriterende, men vi har ikke noget fælles sprog for det.

Henrik Dahl peger dog på, at den nye verden langtfra er et ubeskrevet blad. I reklamer omtales storcentre og tankstationer. Journalistikken sætter ord på mange ting som for eksempel folks udannede brug af mobiltelefoner og forstadslivet, ligesom populærkunsten også beskæftiger sig med Danmark, som det reelt ser ud. I DR’s krimiserie ”Rejseholdet” fik vi for eksempel et troværdigt indblik i, hvordan der ser ud i mange danske provinsbyer, ligesom en anden af stationens succeser, ”Nikolaj og Julie”, på en troværdig måde gengiver middelklassens problemer med skilsmisse og delebørn.

– Noget af det mest underbeskrevne er moderne arbejde. I dag sidder de fleste ved en computer og taler telefon i et åbent kontorlandskab. De gør noget forskelligt og får forskellig løn, men arbejdet er meget abstrakt og langtfra det markarbejde og industriarbejde, vi ser gengivet i kunsten. Men i ”Nynnes dagbog” får man faktisk et realistisk indblik i, hvad en moderne arbejdsplads indeholder. Det er noget med kontor, og hvor vi også har sociale relationer til kollegerne. Arbejdspladser er i dag det største scorested. Det ved enhver, fastslår Henrik Dahl og fortsætter:

– Hvis der er en helt i min bog, så er det populærkulturen. Det er den, der beskriver den usynlige verden bedst. Hvis man lytter til Thomas Helmig eller Gnags, får man for eksempel et godt billede af Århus, siger han.

Når beskrivelserne af hverdagslivet er overladt til tv-serier og popgrupper, skyldes det ifølge Henrik Dahl, at vi ikke vil være ved det liv, vi lever. De fleste har for eksempel et liv, hvor bilen er en uundværlig del af tilværelsen, men alligevel taler vi om kollektiv trafik. Vi vil ikke være ved, at vi er en transport civilisation. Yderområderne og forstæderne kunne ikke eksistere uden bilen.

– Mange bor i forstæderne – det er praktisk med mulighed for have og plads til børnene. Men det er ikke et sted, man praler af at bo. Industrien var vi heller ikke stolte af, men flere af dens bygninger er i dag ved at blive anerkendte, kanoniserede og fredede – og så skal man være på vagt, siger Henrik Dahl.

– Når nogen vil kanonisere og anerkende kranerne på Lindøværftet, fabrikkerne og B&W’s gamle område, er det fordi, det er på vej væk. Industrisamfundet er ved at blive en myte.

Henrik Dahl mener, det er særligt europæisk på den måde at vælge fikspunkter tilbage i tiden og gøre dem til referenceramme for det, der bør anerkendes og være seværdigheder. I USA er man af mange årsager mere fremtidsorienteret, og her hylder kunstnere forstadslivet, de store vejnet og stålvalseværkerne.

– I USA står man i højere grad ved sin nutid, end vi gør i Europa, hvor vi er mere tilbøjelige til at skue tilbage.

Ifølge Henrik Dahl skyldes det for Danmarks vedkommende, at vi på 50 år gik fra at være et imperium til en lilleputstat, kulminerende med nederlaget i 1864. Derfra var det nødvendigt at genopbygge en national identitet, og det skete med Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Herman Bang, som siden er blevet fast pensum generation efter generation.

– Det åbne landskab, som det så ud i 1800-tallet, og bykernen, som den så ud omkring år 1900, er blevet referencepunktet. Når man siger, at vi skal have naturgenopretning, er det til naturen, som den så ud i 1800-tallet og ikke i 1600-tallet. Og det København, som blev bygget efter brandene og Slaget på Reden, er det rigtige København. Derfor lyder der også et ramaskrig, når nogen foreslår at opføre højhuse i det gamle København.

Den usynlige verden. Henrik Dahl. Gyldendal. 328 sider. 279 kroner. Udkommer den 1. april, hvor den vil blive anmeldt i Kristeligt Dagblad.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk