Som forfatter til bogen "Skilsmissen - det gode samarbejde er et spørgsmål om vilje", kan jeg godt forstå, at fædre (og mødre), som i forbindelse med den gamle lov (af 1995) har fået frataget forældremyndigheden eller kun opnået ringe indflydelse på deres børns liv og forhold i al almindelighed, prøver med den nye forældreansvarslov at få mere samkvem og myndighed.

I forbindelse med den gamle ordning var der, efter min mening, alt for mange - især fædre - som blev frarøvet forældremyndigheden over deres børn, fordi det på daværende tidspunkt var 'for nemt' at ty til den handling, når bølgerne mellem forældrene gik højt.

Den nye forældreansvarslov stiller, til forskel fra den gamle lov, større krav til vi voksnes evner til at samarbejde, idet der med den nye lov skal mere tungtvejende grunde til end blot uoverensstemmelser, for at retten vælger den ene forældre som ene-myndig over den anden.

Det er vigtigt, som voksen, at huske på, at vores børn oftest IKKE har gavn af eller ønsker, at den ene forældre er sat ud af spil, når det gælder indflydelse og myndighed i børnenes liv. Det er os voksne, som ønsker den tilstand, fordi vores egne egoistiske følelser af fx svigt, forsmåethed, had eller hævn for lov til at overskygge, hvad der er bedst for vores børn.

Som jeg skriver i min bog, er det vigtigt, at vi voksne går ind i den proces, jeg kalder at "sige farvel til hinanden som ægtefolk" med alle de følelser, som hører ægteskabet og bruddet til. Det er vigtigt, at vi får bearbejdet vores negativitet og bitterhed overfor hinanden, så vi igen kan "sige goddag til hinanden som samarbejdspartnere" for vores børns skyld. At kunne tilsidesætte sine egne følelser og behov for at kunne tilgodese vores børns, er essentielt for et godt og konstruktivt samarbejde. Og det kan sagtens lade sig gøre, HVIS VI VIL DET......