Mænd vil ikke længere gå glip af livet med deres børn. Større mulighed for fælles forældremyndighed får nu flere fædre til at kræve deres ret, lyder det fra statsforvaltningerne
Antallet af fædre, som er parate til at gå rettens vej for at bevare kontakten til deres børn efter en skilsmisse, er steget markant, siden en lovændring i 2007 åbnede for større mulighed for fælles forældremyndighed.
Det viser en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til landets fem statsforvaltninger. I samtlige forvaltninger meldes der om stigninger i antallet af forældremyndighedssager – i Nord- og Midtjylland på over 30 procent.
– Vi havde forventet en stigning, nogle havde endda frygtet, at systemet ville drukne i sager. Sådan er det ikke gået. Men vi ser ikke desto mindre markant flere henvendelser fra fædre end tidligere. Og det må vi se som tegn på, at fædrene vil have kontakt til deres børn og er villige til at kæmpe for det, siger Ole Kirkegaard, der er kontorchef i Statsforvaltningen Nordjylland.
I statsforvaltningerne vil man dog ikke udelukke, at der kan være tale om et forbigående fænomen, der vil gå i sig selv igen, når først debatten om de nye forældremyndighedsregler har lagt sig.
Det tror Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitetscenter, dog ikke er tilfældet.
– Det er muligt, at antallet er på sit højeste lige nu, fordi nogle vil have deres gamle sager prøvet igen efter den ny lov. Men mande- og ikke mindst fædrerollen har ændret sig betydeligt. Mænd vil ikke længere gå glip af livet sammen med deres børn, og nu har de fået nogle juridiske redskaber, der yderligere motiverer dem til at tage ansvaret på sig og stille op med nærvær og engagement. Det er ikke bare en trend, men en grundlæggende forandring, siger Kenneth Reinicke.
Stort set enslydende toner lyder fra Lars Hansen, der er formand for Foreningen Far.
Han peger på, at fædre gennem flere år har kæmpet for rettigheder til mere samvær med deres børn. Det har de fået nu med den ny forældreansvarslov, og det vil de benytte sig af – også i fremtiden, lyder det fra formanden.
– Det er ikke sådan, at vi opfordrer vores medlemmer – eller fædre i almindelighed – til at gå til statsforvaltningen ved det mindste pip. Men har de et reelt problem, så opfordrer vi dem til at benytte sig af de nye muligheder, de har fået. Det er der rigtig mange, som allerede gør, og det er jeg ikke i tvivl om, at fædre vil blive ved med at gøre fremover, siger Lars Hansen.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk