Demokratikanon med problemer

Nogle liberalister mener, at markedet med dets valgfrihed er verdens mest demokratiske institution. Markedet giver i idealbilledet et maksimum af individuel frihed. Det er frihed uden dialog og fællesskab.

Der findes anerkendte demokratiteoretikere som for eksempel Alf Ross, der har ment, at friheden er det centrale i demokratiet. Men markedsfundamentalister bør mærke sig, at heller ikke Ross talte om indivíduel frihed. Friheden til kollektiv selvbestemmelse er det centrale for Ross.

Andre demokrati-teoretikere mener, at lighed er det uopnåelige retningspunkt i bestræbelsen på at demokratisere. Til dem hører verdens mest anerkendte nulevende politolog med ekspertise i demokrati, amerikaneren Robert Dahl.

Når Dansk Aktionærforening hævder, at det er udemokratisk, at danske virksomheder opdeler aktionærer i A- og B-aktionærer - de sidste har ingen indflydelse - refererer man (formentlig uden at vide det) til samme demokratiforestilling som Robert Dahls. Dansk Aktionærforenings kritik bygger på en forestilling om, at demokratiets kerne er lige adgang til beslutningsprocesser.

I dagens Danmark er den offentlige debat præget af, at to dominerende demokratiopfattelser brydes med hinanden. Den ene lægger vægt på frihedsrettigheder, herunder for tiden ikke mindst ytringsfriheden. Denne opfattelse findes ikke mindst i den borgerligt-liberale lejr og kommer blandt andet tit til udtryk i regeringsudtalelser og -erklæringer. Ifølge denne opfattelse blev Danmark med enevældens ophør og den første grundlov et demokrati i 1848-1849.

Andre lægger vægt på lighedsbegrebet, på fællesskab om beslutninger og på, at statsmagten er under folkelig kontrol. I denne opfattelse er frihedsrettigheder nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger for et demokrati. Der skal også være et parlamentarisk system, så regeringsmagten er under folkelig kontrol. Og der skal være lige og almindelig valgret for stort set alle voksne, før man med rimelighed kan sige, at vi har tilnærmet os en styreform, vi kan kalde demokratisk. Denne opfattelse findes navnlig hos oppositionen i dansk politik. Den deles også af en ekspert som professor Palle Svensson fra Århus Universitet, der skrev om demokrati i Nationalencyclopædien. Han er en af kritikerne af demokratikanonen.

Følger man konsekvent den sidstnævnte, daterer man dansk demokratis fødsel til perioden 1901 til 1920, hvor parlamentarismen blev fastslået, og hvor stort set alle fik stemmeret, også tjenestefolk og voksne kvinder.

Det ville være udemokratisk, hvis kanonen kanoniserede en enkelt demokrati-opfattelse. Det gør den heller ikke, den er præget af uklarhed. Men den har dog en borgerlig-liberal tendens. Det er ikke underligt, for udvalget bag den havde den borgerlige-liberale slagside, man måtte forvente af et udvalg nedsat af en borgerlig-liberal regering. Udvalget omfattede blandt andre folk tilknyttet den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Man kan så spørge, om det ikke er rigtigere at nedsætte et udvalg af denne karakter på et rent fagligt grundlag i armslængde fra politikere.

Ordet demokrati er en semantisk magnet, som bruges og misbruges til vidt forskellige politiske formål. Kanonen burde langt tydeligere have fortalt, at der er vidt forskellige konkurrerende opfattelser af demokrati. Den burde opmuntre læserne til at spørge, hvad menes der, hver gang nogle bruger ordet. Den ville så også have været mere tankevækkende, debatskabende og – demokratisk.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.