Kulturen spræller under Mellemøstens politiske låg

En af dem er den iranske filmproducent Mani Haghighi, der i 2000 vendte tilbage til Iran efter 17 år i Canada.

Hans seneste film "Men at work" (Mænd på arbejde), som blev vist på den internationale filmfestival i Berlin tidligere på året, er tilsyneladende en komedie om fire mænd på skitur, der uden held forsøger at vælte en fallos-lignende klippe ned i dalen. Men filmen har klare politiske undertoner.

– Hvis filmen har en politisk effekt på tilskuerne, vil det ikke genere mig, siger Mani Haghighi i et interview med det tyske institut for dialog med den arabiske verden, Qantara.

Trods de politiske signaler gled filmen dog overraskende hurtigt og ubesværet gennem den iranske censur. Det gælder om at sno sig, siger Haghighi.

– Der er mange gode historier, jeg gerne vil fortælle, men ikke kan få lov til. Loven forbyder scener med åbenbar vold eller sex, samt særlige politiske emner. Bestemte historisk periode er også tabu. Selvfølgelig er der censur i Iran, men vi har lært at finde historier, som både er lovlige, og som vi gerne vil fortælle, siger han til Qantara.

De tre store tabuer i Mellemøsten er netop religion, sex og politik, og det er dem, kunstnerne tager livtag med. Uden at ryste synderligt på hånden, hvis man skal tro June Dahy.

– Uh ha, de tør skam godt udfordre systemerne. Der bliver generelt ikke slået så hårdt ned på kunstnerne. De politiske modstandere kommer lettere i klemme. Kultur anses ikke for at være lige så farlig som politik, men sådan er det jo også i Danmark, siger hun.

I Syrien bliver der f.eks. lavet mange store produktioner med historiske begivenheder som centrum. De handler om identitet, om konflikten mellem frihed og ufrihed på en historisk baggrund. Mange af filmene, eller hvad det nu måtte være, beskriver et frihedsideal, der ligger langt fra befolkningens hverdag.

– På den måde sætter kunsten protesten ind i en anden ramme end den aktuelle politiske virkelighed i Syrien, siger June Dahy.

Og selv Golf-landene, som ellers ikke er kendt som de kulturelt mest sprælske, kan byde på overraskelser.

– Der er netop udgivet en selvbiografi i Saudi-Arabien, skrevet af en mand, som har været i det religiøse politi. Det er meget interessant. At det religiøse politi kan være tema i en bog er noget helt, helt nyt, siger hun.

Rasmus A. Boserup, ph.d.-stipendiat ved Carsten Niebuhr Instituttet, ved fra mange ophold i Mellemøsten, særligt i de nordafrikanske lande, at uanset hvordan myndighederne prøver at holde kulturen i ave, lykkes det mange kunstnere at gå deres egne veje.

– Der er masser af subkulturer, som ytrer sig på trods af undertrykkelsen. De findes alle steder i Mellemøsten. For eksempel er det officielt forbudt i Egypten at være homoseksuel, men alligevel er der et stort blomstrende homoseksuelt miljø, som ikke er svært at finde, hvis man er interesseret. Ud over enkelte symbolske sager er det ikke noget, staten gør meget ud af at holde nede, siger han.

– Mange af de debatter, man har i Danmark, genfinder man i Mellemøsten. Er globaliseringen et gode eller onde? Er det undertrykkende for kvinder at bære tørklæde og så videre, siger han.

Rasmus A. Boserup peger på, at det også er absurd at forestille sig, at den enkelte stat er i stand til at kontrollere alt, hvad der foregår.

– Alle de store byer i Mellemøsten har lommer af alternativ kultur, som staterne dybest set er ligeglad med. Det hele er langt mere kompliceret og flydende, end vi som regel forestiller os.

Han er ikke i tvivl om, at kulturen ud over at give en umiddelbar kunstnerisk oplevelse også kan være med til at gøre en politisk forskel i det lange løb.

– Kultur er politisk. Den betyder noget. Den er med til at skabe en bevidsthed om, at tingene kunne være anderledes, siger Rasmus A. Boserup.

Når man alligevel må konstatere, at de mellemøstlige lande langt fra er præget af revolutionære tilstande med horder af utilfredse borgere, der forlanger demokrati her og nu, kunne det tyde på, at kulturen som samfundsrevser og politisk kraft har sine begrænsninger. Der er mange skridt mellem den kritiske film om byudviklingen i Teheran, som er et af tilbuddene under Images of the Middle East, til en ny iransk revolution.

– Det er indlysende, at provokerende kultur langt fra alene kan skabe politiske ændringer af de her tunge systemer. Der er tale om regimer med et kæmpe undertrykkelsesapparat. Der skal meget til, før et digt mobiliserer 200.000 mennesker til at gå på gaden og kræve diktatorens afgang, siger Rasmus A. Boserup.

– Men der sker ting i Mellemøsten. Det er helt tydeligt. Det går bare ikke så hurtigt, som vi utålmodige danskere gerne vil have. Vi har det med at overse, at politiske ændringer tager meget lang tid, mener han.

Ifølge mag.art. June Dahy kan regimerne også selv have interesse i at give kulturen et vist spillerum. Den kan fungere som en form for lynafleder, der giver folk lejlighed til at lufte deres kritik og frustrationer, uden at det bliver i form af et egentlig politisk oprør. For eksempel har den syriske stat i årtier set gennem fingre med en række kritiske kunstnere. På den måde har kulturen fungeret som befolkningens åndehul for den daglige undertrykkelse.

– Myndighederne har nærmest brugt kunsten som en ventil for den utilfredshed, der er i det syriske samfund, siger hun.

Rasmus A. Boserup vil heller ikke afvise, at regeringerne i Mellemøsten bevidst bruger kulturen som en lynafleder til at tage toppen af utilfredsheden i befolkningen.

– Det er klart, at regimerne som herhjemme hele tiden forholder sig til, hvor langt de kan give kunstnerne mulighed for at gå, uden at det får for store konsekvenser for samfundsudviklingen, siger han.

Under alle omstændigheder har kunsten en central rolle i Mellemøstens kollektive erindring. Mellemøstens indbyggere er meget bevidste om, at de stammer fra en fin gammel kultur, langt ældre og mere raffineret end den europæiske. Deres kulturelle selvforståelse er meget høj, pointerer Rasmus Boserup.

– Men samtidig – og det er det paradoksale for dem – er de også ganske klar over, at Vesten i øjeblikket har det teknologiske og, vil nogle mene, kulturelle overtag. Det skaber en spænding mellem på den ene side at se sig selv som kulturbærer og på den anden side ikke have nogen aktuel indflydelse, der modsvarer den historiske storhed, siger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk