Betydningsfulde prædikener

KRISTELIGT DAGBLADS LÆSERE kan desværre forledes til at tro, at en anmeldelse er en slags facitliste. Sørine Gotfredsen anmeldte den 6. marts Svend Bjergs prædikener ”Profane prædikener” på en måde, som må skade bogens salg.

Dels skrev hun, at hun ikke troede, de kunne holdes i en kirke. Da mange af de 65 prædikener har været holdt i kirker, som Bjerg gør opmærksom på, må hun have læst bogen uopmærksomt. Hun påstår, at han skriver akademisk – læs: snørklet. Men bogen har været meget betydningsfuld for mig. Eminent gode, opbyggelige taler som indgød både livsmod og håb og glæde.

Nu skal man ikke slå den ene anmelder med den anden. Men i Politiken anmeldte Lars Sandbeck den samme bog, så man må undre sig. Han skrev ”Bjergprædikener på toppen”: ”Bjergs prædikener er ikke bare klar formidling, men også begavet fortolkning, der formår at åbne de gamle tekster. Svend Bjergs prædikener må siges at være fremragende fortolkningskunst.” Det vil jeg med glæde tilslutte mig. Bjerg selv skriver i forordet: ”Troen gør alt nyt. Denne mulighed skal en prædiken gribe. Prædikenen skal forny verden, eller rettere vores forhold til verden. Den skal lære os at lytte, undres, tvivle, føle og se, at bede, velsigne, lovsynge og tro. Prædikenen skal give os smagsprøver på Guds rige, så vi sanser evangeliet med krop og sind.”

Jeg anbefaler læserne at læse følgende kapitler: Børn af vind, Overvældet af tro, Vær dig selv og Gud betyder glæde. Eller læs Bjergs tolkning af den fortabte søn, hvori han forklarer det svære ord ”hjemfalden”:

”Ordet har en sproghistorie, som fortæller os, at man kan være hjemfalden til straf og til død, til skarn og orme, eller til evig fortabelse. Man kan også være hjemfalden til fattigvæsen. Aldrig til noget godt! Men i Jesu lignelse dækker ordet noget godt. Det vækker en duft af efterår, af frugt som falder til jorden, af tid som får ende, af straf som indhenter én. Men her er hjemmet det trygge. Hver morgen er hjemmet den nye begyndelse, der gennemstrømmer os som elementær glæde over at være til, eksistensglæde.” Læseren kan selv dømme, hvilken af de to anmeldelser, der yder bogen retfærdighed.

Johannes Møllehave er forfatter og præst