Per Vestergaard |
2. april 2008
Det er fantastisk, hvordan Asger Brandt har kunnet afsløre Anders Fogh Rasmussens skumle planer med demokratikanonen og har kunnet gøre det, så vi lynhurtigt fik stillet erindringens ur tilbage
ASGER BRANDT, der er anmelder for Kristeligt Dagblad, har gjort det utrolige: Hans anmeldelse den 29. marts af demokratikanonen bragte mig med sit ordvalg og sine konklusioner tilbage til min ungdoms gyldne år, hvor vi lærere lod skæg og hår vokse, klædte os i fåreskindskofter og hønsestrik og var overbevist om, at hvis ikke vi havde partikortet og Maos lille røde i lommen, var der ingen karriere for os – i hvert fald ikke i byerne.
Vi savede straks benene af katedret, så vi kunne se op til selv de ringeste elever. og rundkredspædagogikken udfoldede sig i fuldt flor, så vi lærte hurtigt, at der ikke måtte gives negative bedømmelser. Og hvis lille Peter spurgte efter, hvad klokken var, skulle vi naturligvis kende vores plads og sige: ” Ja, hvad synes du selv?”
Det var i de gyldne år, hvor Ritt Bjerregaard (S) beordrede, at hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære, og fruen bebrejdede bittert den danske lærerstand, at den ikke med det samme indførte klassekampen i skolen. Nu havde vi faktisk en del klassekamp i forvejen, men den var ikke af en art, som fru Bjerregaard kunne godtage.
Det var de herlige tider, hvor man under fredsdemonstrationer kunne banke løs på ordensmagtens uniformerede lakajer og sende gedigne brosten ind gennem ruderne i monopolkapitalismens prangende templer, og vi kunne glæde os over broderskabet med det fredselskende Sovjetunionen, hvis soldater vi ville hjælpe på enhver måde, når de kom for at styrte Danmarks korrupte borgerlige udbyttersystem og indføre det socialistiske paradis.
DET ER FANTASTISK, hvordan Asger Brandt sin unge alder til trods har kunnet afsløre Anders Fogh Rasmussens (V) skumle planer med demokratikanonen og har kunnet gøre det, så vi lynhurtigt fik stillet erindringens ur tilbage og det på en så overbevisende og autentisk måde, at man næsten kan lugte Trabanterne i DDR.
Brandt færdes virkelig i den rene sandheds blændende lys, som ikke sløres af tvivlens dis eller Trabanternes totaktos. Men hvad nu, hvis der kommer en solformørkelse? Man siger jo, at ingen kan sprede så meget mørke som én, der har set lyset.
Per Vestergaard,
Vibevej 25, Aalbæk