Med EU’s Lissabon-traktat er Europas kirkelige og religiøse organisationer blevet bedre beskyttet mod politisk indblanding fra EU.

Det viser en ny redegørelse over Lissabon-traktatens konsekvenser, som netop er blevet præsenteret for Folketingets kirkeudvalg.

I EU’s tidligere traktat, Amsterdam-traktaten, blev det for første gang understreget, at unionen respekterer de nationale regler for kirker og religiøse organisationer. Men med Lissabon-traktaten er der sat to streger under den nationale selvbestemmelse, bekræfter Lisbet Christoffersen, ekspert i EU- og kirkeret ved Roskilde Universitetscenter.

– I Amsterdam-traktaten formulerede man reglerne som en hensigtserklæring, mens det nu gøres helt klart, at forholdet mellem staten og de forskellige kirker og trossamfund fastholdes som et nationalt anliggende. Man er gået fra blød lov til hård lov, siger Lisbet Christoffersen.

Med Lissabon-traktaten er det dermed slået fast, at den danske folkekirkeordning ikke kan ændres af EU, men kun af det nationale parlament og folkekirken selv. Det betyder dog ikke, at der ikke kan opstå konflikter mellem EU og de nationale religiøse samfund, påpeger hun.

Som eksempel peger hun på, at EU på den ene side vil arbejde for ligestilling, mens unionen på den anden side ikke vil blande sig i kirkernes ret til eksempelvis at afvise vielse af homoseksuelle og fraskilte.

– Man kan godt forestille sig, at et dansk homoseksuelt par vil anlægge sag ved EF-domstolen, fordi de ikke kan blive viet i den danske folkekirke. De vil næppe vinde, da spørgsmål om vielseskompetence i dag ligger uden for EU’s arbejdsområde, men vi har en konflikt, hvor man skal vægte den enkeltes krav om ligestilling i forhold til den nationale selvbestemmelse i forhold til kirkens status, siger Lisbet Christoffersen.