Muslimer er nok vrede, men de resignerer, fordi fornærmelser som de danske tegninger efterhånden har mistet deres chokeffekt
Flagene er forlængst brændt ud, demonstranterne gået hjem, og boykotten af danske varer så småt ved at gå i sig selv. Den krise, som politikere, myndigheder og medier havde ventet at se i kølvandet på genoptrykningen af en af de danske Muhammed-tegninger, fik aldrig det omfang, som var frygtet, og i dag melder såvel Udenrigsministeriet som danske hjælpeorganisationer om normalisering i de muslimske lande.
Udviklingen kommer ikke bag på en række af landets mellemøsteksperter, der peger på, at tegningerne efterhånden har mistet deres chokeffekt, og at de muslimske befolkninger ikke gider hidse sig op over forældede fornærmelser.
– Man skal ikke tro, at den relativt udramatiske reaktion er udtryk for, at befolkningen i Mellemøsten har godtaget den danske forståelse af ytringsfrihed. De er mindst lige så vrede over tegningerne nu som før. Men denne gang har de fået det indtryk, at der er tale om en permanent provokation fra Danmark, som de alligevel ikke kan gøre noget ved. Holdningen er simpelthen den, at danskerne er uden for pædagogisk rækkevidde på det her punkt, siger adjunkt Jakob Feldt fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.
Han bakkes op af kultursociolog og konfliktløser med ekspertise i Mellemøsten Birgitte Rahbek:
– Mange i Mellemøsten har fået den opfattelse, at Danmark er så forhippede på at mobbe muslimer, at det ingen ende vil få. Det kan de ikke blive ved med at bruge deres krudt på, siger hun.
Mellemøstekspert Fariba Parsa fra Roskilde Universitetscenter peger også på, at tegningerne ikke ophidser i samme grad som tidligere, fordi de har mistet deres nyhedsværdi, men mener samtidig, at såvel danske politikere som muslimske ledere har været bedre til at håndtere reaktionerne på tegningerne og mane til ro denne gang.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk