Rød næse skal sikre lokal succes for folkekirken

Stemmetal som de nævnte er alt andet end opmuntrende læsning for ansvarlige kirkefolk. Præcis ligesom forløbet af bispevalget i Roskilde var alt andet end sjovt, for eksempel for den første ansvarlige valgbestyrelse, som måtte trække sig, og for den stiftsadministration, som blev sat fra bestillingen.

Sognet er hjertet i folkekirken, og det velfungerende menighedsråd kan få hjertet til at banke varmt omkring sognets menighedsliv. Rådet er ideelt set det ansvarlige bindeled mellem lokalsamfundets borgere på den ene side og kirkens liv på den anden side. Men vil folk ikke være med, så bliver den yderste konsekvens først aflysninger, så tilbagetrækninger og sidst – som i København – kirkelukninger.

Mangel på deltagelse er i længden dræbende for demokratiet i kirken såvel som i samfundet. Også derfor er der al mulig god grund til, at folkekirken allerede fra i dag skifter fokus fra bispevalg til menighedsrådsvalg.

De mange analyser af tal, som Landsforeningen af Menighedsråd har samlet til anledningen, viser, at der er flest, som stemmer og deltager i menighedsrådsarbejde i små sogne med en stabil befolkningsmasse uden for de allerstørste byområder. Men behovet for at ændre på tingenes tilstand er formentlig størst netop i de store og mere ustabile sogne især i København, Århus og Odense. Konflikter i kirken kan få folk op af stolene, også i byerne. Men det er undtagelserne, der bekræfter reglen.

Med til billedet hører også, at menighedsrådene generelt får sværere og sværere ved at tiltrække unge mennesker. I 1984 var 48 procent af rådenes medlemmer under 50 år. I de nuværende menighedsråd er blot 29 procent af medlemmerne yngre end 50 år. Den måde, folkekirken som helhed vælger at løse disse problemer på, er i længden langt vigtigere, end om navnet på en ny biskop er Peter eller Poul.

Valgforskning viser, at folk stemmer, hvis de føler, valget er vigtigt eller kan få direkte indflydelse på deres egen tilværelse. Den pointe skal der fra i dag tages bestik af. Den selvironiske røde præstenæse på valgplakaten – i øvrigt designet af tre unge studerende – kan være et af folkekirkens nye forsøg på igen at få en tættere kontakt til befolkningen i de store byer og at vise sig som vigtig for yngre generationer. Men der skal meget mere til, hvis kirken ikke skal ende med bare at få en lang næse.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk