Hvad lærte vi af besættelsen?

SOM ÅRENE ER GÅET, aner man også en begyndende enighed. Alle lande, tyskerne besatte, prøvede at finde en formel at leve med dem på – nogle i længere tid, andre ganske kort. Vi fortsatte nok længst, og gevinsterne var store. Vi reddede stort set vore demokratiske institutioner, vi sparede menneskeliv og stod med et næsten ubeskadiget produktionsapparat, da krigen sluttede. Danske jøders skæbne var også mere nådig end andre besatte landes.

Men prisen var ikke ubetydelig: Retsopgøret blev en farce, vi havde flere stikkere end andre lande, og kun med nød og næppe nåede vi at komme på den rigtige side af kridtstregen og blive anerkendt som allieret nation. Dermed slap Bornholm for en langvarig russisk besættelse, og danskernes selvagtelse led ikke skade.

Samarbejdspolitikken, som jeg foretrækker at kalde den, er fortsat et hedt emne og vil fortsat være det. Hvordan finder man ud af, hvad der var sket, hvis Danmark havde fulgt Norges eksempel, og konge og regering efter få måneder var flygtet til London og havde dannet en eksilregering? For slet ikke at tale om, hvor svært det er at finde ud af, hvornår et folk tager skade på sin sjæl ved at gå på akkord med det, de fleste føler er sandhed og ret? Lige så svært er det at konstatere, hvad besættelsens lære er.

For alle, der var aktive i modstandsbevælgelsen, var befrielsessommeren en enorm skuffelse. Endnu i dag, mere end 60 år efter, fnyser gamle modstandsfolk over, at Vilhelm Buhl blev statsminister. Den Buhl, der som statsminister i 1942 havde advaret imod sabotage. En gammel modstandsmand som forfatteren Knud Sørensen siger i sine erindringer, at selvom han i dag godt forstår, at modstandsbevægelsen ikke kunne spille en politisk rolle, kan han fortsat ikke "snuppe", at Buhl blev statsminister.

VI HAVDE DRØMT OM "en ny tid i et nyt Danmark", som jeg selv som 18-årig kaldte en artikel i Berlingske Tidende med et citat fra frihedskæmperen Chr. Ulrik Hansen, der er blandt de døde i Ryvangen.

Hvad var det da for et Danmark, vi drømte om? Det var et Danmark, der ikke ville hygge sig i smug og var bøjelig og føjelig, men knejsede med nakken og var villig til at kæmpe for fred, frihed og ret (store ord sparede vi ikke på), og som var præget af vilje til at kæmpe og vove en indsats, for eksempel for at få Sydslesvig hjem.

Det var et opgør med radikalismen, men vi var ikke bare patrioter, i hvert fald ikke de af os, der var blevet politisk vakt i partiet Dansk Samling. Her ville man forene en kamp for nationale værdier med et udtalt socialt engagement, bygge bro mellem socialdemokrater og borgerlige og dermed fortsætte det fællesskab, der i besættelsens sidste år var opstået, og som vi troede ville holde.

Det skulle snart vise sig at være utopi. Den kommunistiske del af modstandsbevægelsen havde et helt andet mål, og de gamle partier trykkede først modstandskampen så tæt til brystet, at det næsten tog livet af den, hvorefter de gav sig til at miskreditere den. Allerede i 1945 blev stikkerlikvideringer kaldt mord.

Vi var naive, vi, der troede på en ny tid i et nyt Danmark. Besættelsen blev en parentes, de kloge narrede de mindre kloge – og folket ville det sådan.

Kom der så slet ikke noget ud af besættelsen – ud over at også Danmark ydede et beskedent bidrag til den allierede sejr og kunne møde dem, der for alvor havde kæmpet, uden at slå blikket ned?

Jo, når Hans Hedtoft kunne erklære "Aldrig mere en 9. april" og under dette slagord formåede at dreje Socialdemokratiet bort fra dets pacifistiske linje, skyldes det besættelsen. Også Hjemmeværnet er et resultat.

Med stor dygtighed gjorde Hans Hedtoft og H.C. Hansen op med den småstatstankegang, der havde præget dansk politik siden 1864.

Det var ikke bare Stauning og P. Munch i 1930'erne og under besættelsen Scavenius, der gjorde gældende, at vi ikke skulle udfordre Tyskland. Da D.G. Monrad vendte hjem fra sin frivillige landflygtighed i New Zealand (efter nederlaget i 1864) for atter at gå ind politik, holdt han nogle forelæsninger på Københavns Universitet, hvor han gjorde gældende, at "forsvarsløshed var det bedste værn for en lille nation," for så fristede man ikke en overmægtig nabo. Det var også holdningen hos I.C. Christensen og skiftende regeringer op til 9. april.

DET ER DENNE TANKEGANG, besættelsen fik danskerne til at ændre, og Tysklands nederlag gav os en mulighed for helt at forlade.

Først gik vi ind i NATO og siden også – om end halvhjertet – i EU. Fra FN's oprettelse var vi enige om at gøre en helhjertet indsats her.

Under besættelsen blev grunden også lagt til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, der i dag er enighed i Folketinget om, at Danmark skal føre med den konsekvens, at Danmark i mange år har rådet over en efter omstændighederne betydelig international styrke, der både er sat ind på fredsbevarende og de farlige fredsskabende opgaver, for eksempel i Afghanistan.

Men når Anders Fogh Rasmussen (V) i et mindre gennemtænkt opgør med samarbejdspolitikken mener at kunne fastslå, at der går en lige linje fra modstandskampen til den danske deltagelse i Irakfelttoget, tager han fejl.

Det er rigtigt, at læren fra besættelsen er, at neutralitet og isolation ikke er vejen frem, men også, at dansk udenrigspolitik skal bygge på fire søjler: Det nordiske (Nordisk Råd), det europæiske (EU) , det transatlantiske (NATO) og det internationale (FN).

Men da vi meldte os blandt George W. Bushs armé af villige, vendte vi vore venner i Norden og Europa ryggen, og vi drog af sted uden mandat fra FN. Historien skal bruges, ikke misbruges.

Bent A. Koch er tidligere chefredaktør