På vej mod en grønnere kirke

– Vores ubrydelige forbundenhed med naturlige, biologiske processer er et sted hvor Gud åbenbarer sig, og det er utrolig relevant. Økoteologi er at tage alvorligt, at skaberen og frelseren er den samme. Som kristne mennesker skal man tage skaberværket alvorligt. Når det bliver krænket, bliver kristne mennesker vrede. Det er kristent at reagere på, at naturen bliver ødelagt. Læren om treenigheden spiller en væsentlig rolle. Vi skal frelses sammen med skaberværket og verden. Ikke bort fra verden. Økologi ligger ved troens hjerte, siger han.

Miljø- eller økoteologi, hvor kirken spiller en aktiv rolle i kampen for miljøet, har eksisteret længe. I den tidlige middelalder dominerede Frans af Assisi som en datidig miljøaktivist. Han blev kendt for sit ydmyge forhold til naturen og især til dyrene. En historie fortæller, hvordan han prædikede for fuglene. Han fortalte dem, at de skulle være taknemmelige over for Gud, fordi han gav dem mad, drikke, bolig og klædning. Det samme havde Jesus fremhævet i sin bjergprædiken.

Mange af Frans af Assisis prædikener handlede om, at man skulle sørge for at beskytte naturen, sådan som Gud havde befalet ved skabelsen. Han skrev også ”Solsang” hvori han priste Gud for alle hans skabninger og liv og død. Denne sang var medvirkende til, at pave Johannes Paul II udnævnte Frans af Assisi til miljøets og økologiens skytshelgen. Også hippiebevægelsen blev senere inspireret af italienernes ideologi, som fik en renæssance i 1960’erne og 1970’erne.

– Der er historisk tonsvis af teologisk materiale, der bevidner tidlige udgaver af økoteologien. Luther talte om, at hele naturen var en Bibel, og Grundtvigs salmer er i høj grad en hyldest til naturen. I Danmark var teolog Ole Jensen den første, der for alvor bragte økoteologien på banen. Han argumenterede teologisk for, at forurening er blasfemi, men det havde ikke nogen gennemslagskraft i 1980’erne. Folk grinede bare af det, og syntes det var noget pjat, fortæller Matin Ishøy.

Afvisningen af økoteologien handlede formentlig om, at mange danske kirkefolk dengang mente – og måske stadig mener – at miljø er et politisk emne, der ikke har noget at gøre i kirken. Det er, ifølge Martin Ishøy, lidt rigtigt, men også meget forkert.

”Det er på en måde sandt, at kirken ikke skal opkaste sig som en slags statsmagt, der udstikker miljødirektiver og håndhæver dem. Men for det første har man som kirke en pligt til at hævde Guds ord over for magtmisbrug. Og ødelæggelse af skaberværket er magtmisbrug. Og for det andet er kirken en institution i samfundet og har som sådan uundgåeligt politiske virkninger. Når vi brygger kirkekaffe, bruger vi vand, kaffebønner og energi. Alle tre dele implicerer politiske valg. Og sådan er det også, når vi varmer bygningerne op. Og når kirken giver sine ansatte befordringsgodtgørelse. I Norge er der et stift, der eksperimenterer med at give sine præster en klækkelig befordringsgodtgørelse for at køre på cykel og dermed spare på benzinen. Så heller ikke kirken kommer uden om at forholde sig politisk,” har han tidligere skrevet i et debatoplæg.

For at overbevise eventuelle tvivlere opfordrer han til, at kirkerne også markedsfører økoteologien som en økonomisk fortjeneste.

– I Vestra Götaland har Svenska Kyrkan fået nedsat CO2-udslippet med 43 procent, svarende til en økonomisk besparelse på 35 procent. Det kan ganske enkelt være rigtig godt købmandskab, at kirkerne for eksempel går over til vedvarende energi, siger Martin Ishøy.

Teorien om købmandskab kan sandsynligvis få endnu flere danske kirker til at hoppe med på miljøbølgen. Det vurderer Kirsten Auken, Informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og samtidig en af initiativtagerne til det uofficielle diskussionsforum ”Kirke og Miljø” på nettet. De omkring 40 aktive i det åbne netværk udvikler ideer til, hvordan kirkerne kan tage aktivt medansvar for miljø og klima. Medlemmer kan være repræsentanter fra kirkerne, fra miljøorganisationer, politikere, teologer og andre interesserede. Aktivismen begynder at gære, men det har taget lang tid.

– Jeg synes, kirkernes holdning til miljø hidtil har været lidt præget af janteloven. Kirkerne vil helst ikke gøre opmærksom på, at de gør en særlig indsats. Det er nok meget luthersk, at man ikke ønsker gerningsretfærdighed, mener Kirsten Auken.

Hun er også overbevist om, at en del kirker ganske enkelt synes, miljø er for politisk et emne.

– Tidligere syntes man slet ikke, miljøet kom kirken ved. Det var et politisk spørgsmål, man ikke skulle blande sig i. Der er stadig en angst for at blande politik og religion, og intet kirkeligt forum er som sådan forpligtet på at sætte miljø på dagsordenen. Rundt om i landsognene er der sikkert en del modstand fra landmænd, som ikke ønsker, at der skal mere fokus på miljø og bæredygtighed. Samtidig fornemmer jeg, det begynder at vende nu, siger hun.

Torben Rask Høegh, formand Sankt Nicolai Sogns Menighedsråd, Kolding, er netop et bevis på, at man kan gøre meget i den enkelte kirke. Han er træt af, at der altid er fokus på folkekirkens manglende indsats – også hvad angår miljøet.

– Mit menighedsråd har allerede for flere år siden af TRE-FOR- energiforsyning fået lavet energirapporter på kirken, sognegården og vores to præsteboliger. Forslag, som vi løbende er i gang med føre ud i livet. Den vigtigste opgave er naturligvis energimæssig adfærd som at slukke lyset, der kræver daglig omtanke. De penge, vi sparer på energien, kan vi jo bruge på andre kirkelige aktiviteter, siger han.

Han understreger, at hans primære motivation har været økonomien, men at det selvfølgelig er en stor sidegevinst, at aktionen også gavner miljøet. Han er ikke afvisende over for, at man på sigt kan gøre en større miljøindsats i sognet.

– Det er en god idé at inspirere hinanden og fokusere på de kirker, der faktisk forsøger at gøre en indsats. Jeg anbefaler alle menighedsråd at få lavet et gratis energitjek af deres kirke, siger Torben Rask Høegh.

Det er Keld Balmer Hansen, sognepræst i Skeby og Østrup Sogne, enig i. For et år siden tog han og kirken et stort skridt i retning af at blive en mere miljøvenlig kirke. Det var Keld Balmer Hansen selv, der fremlagde idéen for sit menighedsråd. Den 6. marts i år vedtog han og menighedsrådet således 31 punkter, der handler om, ”Hvordan vi forholder os til omverdenen i kirkerne i Østrup og Skeby.” Punkterne handler både om, at man vil holde ”En skaberværkets dag”, men også om, hvilke batterier man skal bruge, og hvordan man undgår kemikalier både i rengøringen og i ukrudtsbekæmpelsen på kirkegården.

– Jeg rejste spørgsmålet i menighedsrådet, og det forårsagede en del diskussion. Der er mange forskellige holdninger til punkterne i vores sogn. For eksempel sidder der nogle landmænd, som i forvejen oplever mange miljørestriktioner i forbindelse med deres arbejde. Derfor har det for mig meget handlet om, hvordan man kan få andre til af få blik for det her.

Han mener, det kræver en del diplomati og tålmodighed at blive en miljøvenlig kirke, men tror samtidig, det kan lykkes i de fleste tilfælde, selvom der i begyndelsen kan være skepsis over for tiltagene.

– Processen har gjort, at emnet har vundet større gehør i menighedsrådet. Miljøet har længe været underbetonet i kirken, og det tager tid, før det finder sin rette plads, siger Keld Balmer Hansen.

Til maj tager de norske biskopper på pilgrimsvandring ad den gamle Nidaros. Oprindeligt var det meningen, at forårets bispemøde skulle have foregået i Tyrkiet, hvor biskopperne på nært hold kunne stifte bekendtskab med den ortodokse kirkes teologi. Planerne blev imidlertid ændret, da en flyrejse til Tyrkiet udleder en del mere CO2 end en vandring til Nidaros. Så det var specielt af hensyn til klimaet, at de valgte at tage apostlens heste i brug.

Netop Norge er en af de store inspirationskilder for både Keld Balmer Hansen og Kirsten Auken. I den norske kirke kan man gennem en række punkter, der minder om de netop vedtagne i Keld Balmer Hansens kirke, opnå miljøcertificeringer. Kirker, som gør en ekstra indsats, kan oven i købet blive miljømæssige fyrtårne. Kirsten Aukens netværk arbejder for lave en lignende certificeringsordning til brug i Danmark, men fordi den danske folkekirkes struktur er helt anderledes, betyder det også, at initiativerne nogle gange lader vente på sig.

– Vi diskuterer lige nu, hvordan vi kan certificere kirken, og hvem der kan udstede et eventuelt miljødiplom. I den norske kirke kan man få det hos biskopperne, så en mulighed kunne være at inddrage stifterne. Vi mangler simpelthen en instans, der kan stå for det, siger hun.

Det kan måske også forklare, hvorfor Danmark ikke figurerer i en skrivelse fra det toneangivende European Christian Environmental Network (ECEN), hvor alle vores nabolande til gengæld er repræsenteret som gode eksempler. I 2009 er der imidlertid klimatopmøde i København, og det bør være en oplagt mulighed for at få mere miljø ind i folkekirken, mener sognepræst og ph.d. i miljøetik, Martin Ishøy.

– Hvis vi skal gøre noget i den danske folkekirke, skal det være nu. Optagethed af klimaspørgsmål har offentlighedens interesse, og vi skal smede, mens jernet er lidt varmt. Det gælder om at være fuldstændig realistisk. Sådanne interessebølger varer tre - fire år, og så ikke længere, men selve miljøarbejdet i kirken skal gerne fortsætte herefter, siger han.

schelde@kristeligt-dagblad.dk