Vestre Kirkegård i København får nu et særligt afsnit til ateister. Først skal jorden dog af-indvies, siger formanden for de danske ateister
Landets ateister får nu mulighed for at blive begravet i lige så ateistisk jord.
Det sker, når man på Danmarks største kirkegård, Vestre Kirkegård i København, nu opretter et særligt afsnit for ateister. Som en særlig service til de ikke-troende bliver jorden først af-indviet, hvilket glæder Jesper Vind, formand for Ateistisk Selskab.
Men kan det ikke være lige meget, om jord er indviet eller ej, hvis man alligevel ikke tror, Jesper Vind?
– Jo, det er fuldstændig rigtigt. Og for de fleste ateister er det da også ligegyldigt, hvad der sker med dem efter døden. Men der findes også en gruppe ateister, der ikke vil være en del af den symbolik, der ligger bag indvielsen af en kirkegård, og derfor er det her et godt tiltag. For dem betyder det meget, at deres familie kan besøge deres grav, uden at det har noget med kirken at gøre.
Hvordan af-indvier man egentlig en del af en kirkegård?
– Som jeg har forstået det, er der tale om en del af kirkegården, der aldrig tidligere er blevet brugt til begravelse. Man søger så Kirkeministeriet om en garanti for, at det forholder sig sådan. Det kræver ikke nogen præst, men er en ren teknikalitet, som man kan ordne i samarbejde med Kirkeministeriet.
Men hvorfor er det afgørende, at jorden ikke har været brugt før?
– Hvis der allerede er begravet mennesker der, er de jo blevet det i den tro, at jorden var indviet. Det skal vi respektere, ligesom vi jo ikke kan af-indvie jord, der bruges som indviet jord.
Er det noget, som danske ateister har efterspurgt?
– Vi så helst, at vi fik en kommunal begravelsesplads, men det her er da et skridt på vejen. Med den nye lov om begravelser får vi jo snart mulighed for eksempelvis at oprette skov-begravelsespladser, men her er så endnu en mulighed for ikke-troende. Vi kan også konstatere, at stadig flere får strøet deres aske over havet, fordi de ikke vil begraves i indviet jord på en kirkegård.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk